feb 04 2010
Århus mangler et stadsarkiv
Læserne skal vide, at der er forskel på et byarkiv og et stadsarkiv. Et byarkiv indsamler historisk materiale fra private, dvs. foreninger, privatpersoner, virksomheder og politikere mv. Et stadsarkiv har som særlig opgave at indsamle og passe på kommunens arkiver og hjælpe med at finde dem frem til de borgere, der ønsker at se dem. I dag har Århus ikke et stadsarkiv. Kommunen klarer selv noget af opgaven, og resten er overdraget til Erhvervsarkivet, der er en del af det statslige arkivvæsen og egentlig har helt andre opgaver. Erhvervsarkivet og dets medarbejdere yder et stort arbejde, men midlerne er meget små.
Ser man bort fra Flemming Knudsen, er det især nogle af ildsjælene fra det frivillige arkivarbejde, der meget fortjenstfuldt har holdt liv i håbet om et stadsarkiv. Det er nemlig sådan, at der findes mere end tyve lokalhistoriske arkiver inden for Århus Kommune. De kan for fleres vedkommende føres tilbage til den opblomstring af lokalhistorisk interesse, der opstod efter indlemmelsen af de mange sognekommuner – nu forstæder – i Århus Kommune i 1970. Er det så ikke stadsarkiver? Nej, det er frivilligt drevne arkiver, der indsamler materiale fra deres eget lokalområde uden at være underlagt love eller andre krav fra det offentlige. At de så typisk vælger at følge nogle generelle standarder for registrering og opbevaring, er en anden sag.
Det synes, som om de frivillige arkivfolk og Flemming Knudsen er nervøse for, at et nyt stadsarkiv skal komme i vejen for de frivillige arkivers virksomhed. Det er sådan set forståeligt, og det bør da heller ikke ske. Kommunen har store fordele af de små arkivers arbejde, og den betaler meget lidt for det. Nærhedsprincippet skal gælde her, for kun de lokale ved, hvad der lokalt er vigtigt.
Jeg mener, at nervøsiteten er udtryk for en lidt for defensiv tilgang til sagen. Et stadsarkiv skal ikke tænkes som en afløser for det lokalhistoriske arkivarbejde, der foregår i dag. Det er ikke de sidste 25 års behov, der skal indhentes, det er fremtidens behov, der skal bestemmes.
Århus Stadsarkiv skal selvfølgelig i tæt samarbejde med den kommunale forvaltning tage vare på kommunens arkivalier og løbende sager. Elektronisk arkivering er et specialiseret område, som kræver den mest opdaterede viden. Mon ikke også det kommunale analysearbejde har taget spørgsmålet op, om ikke det er et juridisk for ikke at sige et demokratisk problem, hvis kommunens borgere har svært ved at få adgang til de akter, der handler om dem selv og deres politikeres gøren og laden?
Det er ikke her, der kan være forskellige opfattelser. Det kan der derimod, når det gælder offentlighedens brug af arkivet. Et arkiv skal selvfølgelig være attraktivt for de skatteydere, der betaler for det. Det er vigtigt, at et nyt stadsarkiv anviser nye veje til samarbejde med forskere og studerende. Aarhus Universitet har brug for et effektivt arkiv, der kan understøtte de studerendes oplæring, være praktikplads og eksperimentarium. Ikke kun for historikere, men for mange forskellige kulturfag, der har en historisk dimension.
Århus Stadsarkiv har store opgaver foran sig. Jeg tror ikke, offentligheden er klar over, hvor langt fremme lokalhistorien med udgangspunkt i Erhvervsarkivet var for nogle årtier siden. Det var det lokalhistoriske centrum i landet. I dag er den aktive indsamling forsømt. Store samlinger af fotografier, personhistoriske oplysninger, foreningsarkiver, politiske sager og erindringer bliver ikke ført videre. Der er ingen penge til det. Digitaliseringen er så langt bagud, at man næppe tror det.
Med det kommende Mediehus kommer der en platform for samarbejder om for eksempel digitale bøger og digitale historiske informationer. Nærheden til universitetets yderst innovative it-miljøer bør udnyttes, så Århus kan få et stadsarkiv, der bringer historien ud til folk på nye, vedkommende og appellerende måder.
Et nyt stadsarkiv i Århus må ikke tænkes som et svar på de forsømte år, men som et svar på fremtidens behov.