apr 22 2009
De store og de små – det nye landskab for historisk viden
I dagens Politiken står fire markante nyheder fra historiens verden ved siden af hinanden. Videnskabsminister Helge Sander vil have et virtuelt universitet, rigsarkivar Johan Peter Noack varsler sin afgang med udgangen af oktober, UNESCO åbner et digitalt bibliotek for global kulturarv, og vi får at vide, at bevillingerne til museerne fra 2011 overgår fra staten til kommunerne. Hvordan hænger det sammen?
Der tegner sig atter nye streger på landkortet over historiske institutioner herhjemme. Noack kan se tilbage på 17 års virke, og han fremhæver især de store forandringer, som it-teknologien har betydet for arkivvæsenet, og som han har glædet sig over at stå i spidsen for. Der er også grund til at kippe med flaget over den omfattende digitalisering af søgemaskiner og registraturer, Statens Arkiver har været og stadig er i gang med.
Det Kongelige Bibliotek er endnu ikke med i World Digital Library, men bibliotekets chef, Erland Kolding Nielsen, fortæller, at det agter man at komme. De store statslige institutioner fortsætter altså arbejdet med at digitalisere de store samlinger.
Ved alle de borde, jeg sidder ved – i faglig sammenhæng – diskuterer man fra tid til anden digitalisering af kulturarv. Tidsskrifter ikke mindst (åh ja, hvad med Fortid og Nutid?). Betænkelighederne er ofte mange, forventningerne også. Men som eksemplerne ovenfor viser, skal alle gøre sig helt klart, hvor stærke kræfter der arbejder for at flytte historisk viden fra papir til computer.
Er det så egentlig ikke en god ide at flytte museumspengene fra stat til kommuner? Hvis staten og politikerne tænker i de store digitaliseringslinjer, er det så ikke meget godt, at forvaltningen af museerne kommer ud til kommunerne, hvor man har hinanden i øjenhøjde? Hvor der er plads til lokale satsninger, men også hvor man kan risikere, at der er mere kontant afregning, hvis man ikke bevæger sig. Museumsfusionerne i de senere år har banet vejen, så museerne rigtig mange steder står stærkt over for de lokale polikere.