jan 25 2009
Globalmuseum eller lokalmuseum? Outreach!
Jeg har lige lagt Fortid og Nutid 2008:3 fra mig efter at have læst et debatindlæg af Keld Dalsgaard Larsen. Han er museumsinspektør ved Silkeborg Museum gennem mange år, og han skriver om “Lokalmuseum i en globaliseret verden”.
Han begynder med at konstatere, at museer altid har tjent andres formål, kongens, statens, nationens, folkets, men at de i dag må finde en plads blandt andre aktører på et oplevelsesorientereret marked. I en verden, som den af i dag, hvor der angiveligt ikke findes ét centrum, hvorfra verdensanskuelsen eller dominansen udgår, men mange centre, er det ikke længere så ligetil at finde ud, hvis formål museer tjener i dag. Dalsgård mener ikke, at de kan tjene deres eget formål, de kan ikke danne “en elitær fortrop, som magter at trække samfundet i en bestemt, ønsket retning”.
Dalsgaard Larsen argumenter for, at museer er samfundsbevarende institutioner, som kan sætte vores liv i perspektiv ved at holde det op mod fortiden, og de kan forlige os med den dimension – fortiden – som vi er dømte til altid at tabe i vores liv ved at bevare fysiske genstande fra den. Dalsgaard Larsen er ikke så ræd for at mene, at det museerne, der er eksperter her: “Det giver ingen mening, at publikum uimodsagt selv kan skabe sig sin fortid, nutid og fremtid.”.
Det ved jeg nu ikke. Det kan da give masser af mening, men ikke den mening, Keld Dalsgaard Larsen taler for. Han er efter de individorienterede træk ved vores civilisation, hvor hver mand og kvinde søger sin mening med livet bekræftet gennem forbrug og underholdning, som ikke er rodfæstet i en lokalitet, men underkastet strømningerne på et globalt varemarked. Og når dermed frem til sin egentlige pointe, som er, at lokale museer er uundværlige, når mennesker skal forankres i den fysiske virkelighed med viden om det sted, de bor, og hvorfra de henter deres medmenneskers anerkendelse. Museer skal tage de ansvar på sig, mener han, og turde definere deres egen rolle og budskab, og provokerende skriver han: “Med fokusgrupper kan man øjne karikaturen: Hvad synes I selv? Hvad ønsker I selv? Hvad vil I have?”.
Helt andre toner slås an i indbydelsen til Organisationen Danske Museers årlige formidlingsmøde. Det hedder i år “OUREACH- who dares wins”. Det hedder her: “Det vil sige at det ikke kun er museet, der kommer ud og lærer fra sig. Det handler også om hvilke behov modtagerne har. Helt ud i yderste led, hvor brugerne inddrages i hvad succeskriterierne for projektet er, og hvorledes det skal evalueres. Det er ikke længere det “anførende” museum, som definerer succeskriterierne. Brugerdialogen stiller spørgsmål ved hvilket INDHOLD og hvilken METODE man benytter under projekterne.”
Nå, tænker man så. Museerne har ikke fodslag her, men det er der jo heller ingen, der bedt dem om at have. Mon ikke Dalsgaard Larsen undervurderer, hvor dybt individualismen stikker, at den ikke kun er et påfund til at få markedet til at køre rundt, men at den er et udtryk for et langt, sejt antiautoritært opgør. På den anden side må man håbe, at museernes formidlere også nøje overvejer konsekvenserne for deres egen faglighed, når de går i gang med det i øvrigt meget spændende program for interaktion med publikum.
Stedsdimensionen er i centrum for megen forskning i disse år som et korrektiv til forestillingen om det frit svævende globale menneske. OUTREACH kræver vel også en platform, som man kan stå på, når man rækker ud efter succes? De lokale museer har selvfølgelig en fremtid.