h-o blog

Dansk Historisk Fællesråds flagskib er tidsskriftet Fortid og Nutid. Vi mener selv, at tidsskriftet holder en høj standard, og det er da også rangeret højt på de udspil til ranking af forskningspubliceringskanaler, der er under udarbejdelse, og som vil være altafgørende for dets fremtid som anerkendt tidsskrift. Ligesom de fleste andre historiske tidsskrifter kører det imidlertid med underskud, og vi har derfor under overvejelser at omlægge det til et digitalt tidsskrift. Jeg vil gerne fremlægge mine og styrelsens overvejelser om dette.

Danske kulturhistoriske tidsskrifter er presset fra flere sider. Bortfaldet af portostøtten for nogle år siden var det første alvorlige tegn på, at vores politikere ikke nødvendigvis ville støtte udgivelsen af tidsskrifter af den slags, kulturhistorikere og andre humanister udgiver. Men det gik endda. Det hjalp også, at det ikke virkede som en sag om forskningsformidling, men indgik i en anden politisk sammenhæng, som ikke havde så meget med os at gøre.

Det nye pres er anderledes og rammer os nogle steder, hvor det gør virkelig ondt. Måske fordi det er urimeligt, måske fordi det er et ømt punkt. Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation meldte i foråret ud, at tidsskriftsstøtten for fremtiden bliver afhængig af, at tidsskriftet senest et år efter udgivelsen stilles gratis til rådighed på internettet. Av! Man kan ikke sælge et tidsskrift til nogen, der ved at vente lidt får det gratis. Eller kan man? Og har man råd til så at sige nej tak til tidsskriftsstøtten og forblive fri til at gøre, hvad man vil?

Dansk Historisk Fællesråd gik aktivt ind i den debat, der fulgte i kølvandet på Forskningsrådets udmelding. Vores redaktører af Fortid og Nutid indgav høringssvar, jeg deltog i et høringsmøde og udtalte mig til Magisterblandet, blandt andet. Vi tog også skridt til at sammenkalde redaktørerne fra landets kulturhistoriske tidsskrifter til et møde, hvor vi diskuterede de udfordringer, der er fælles for alle.

Der er flere store udfordringer, men denne gang vil jeg opholde mig ved et enkelt, nemlig presset fra digitaliseringen. Det er nok en god ide lige at se bort fra økonomien et øjeblik.

Forskningsrådets argument til fordel for digitalisering er, at offentligt betalt forskning også skal være frit tilgængelig for offentligheden. Skatteyderne skal have, hvad de har betalt for. Det kan ingen være uenig i, men det var nu ikke mit indtryk, at Forskningsrådet havde hr. og fru Danmark i tankerne, når det kom til stykket. Det var et spørgsmål om ’forskningsinfrastruktur’. Forskningen skal ikke hindres af langsom offentliggørelse af forskningsresultater, som man måske endda skal betale for. Igen kan man kun være enig, men ikke helt. Det er tydeligt, at det humanistiske forskningsråd har overtaget nogle synspunkter fra naturvidenskaben, hvor det kan være helt anderledes vigtigt at få den nyeste viden bragt hurtigt ud. Alle vil jo have den bedste lægebehandling, og ingen skal snydes for et patent. Kulturhistorisk viden har sjældent samme hastværk, og desuden holder den ofte meget længere, nogle gange i hundreder af år.

Hvem vil ikke også gerne have et tidsskrift stående på hylden? Ja, det vil jeg da, tror jeg nok, for her melder tvivlen sig. Det Kongelige Bibliotek og Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek har for eksempel for nyligt lagt ind masse kulturhistoriske tidsskrifter på nettet (www.tidsskrift.dk) Det er en fantastisk gave til os alle. Kvaliteten er ikke god, når ret skal være ret, indscanningen yder ikke forlæggene fuld retfærdighed, og det er vel et meget godt billede på, at bladæstetikken vil få det trangt i en digitaliseret verden.

Det er nu alligevel et enestående godt redskab, som der skal lyde en stor tak for. Alle de gode tidsskrifter på nettet får mit blik til at flakke lidt, når jeg kigger på mine boghylder, for kunne jeg egentlig ikke godt bruge pladsen til noget end de gamle tidsskrifter, der står der og tror, de er mine bedste venner?

Tidsskrifter er først og fremmest informationer. Når det gælder information, vinder tilgængelighed og tilpasning over traditioner og trykte medier. Jeg kan sidde ved mit skrivebord og hjulpet af Aarhus Universitets tilknytning til Statsbiblioteket få en stadig strøm af online-tidsskrifter fra hele verden ind på min computer. For dem, der ikke lige har dette ansættelsesforhold, er der lidt ringere forhold, men som tilmeldt låner er der stadig online-adgang til mere, end man nogensinde får læst, og man kan bestille kopier af ethvert tidsskrift, som det pågældende bibliotek har købt abonnement på.

Hvordan skulle jeg som formand for DHF kunne være med til at nægte andre folk de muligheder for at hente vores tidsskrift på nettet, som de giver mig for at hente deres? Der er en række årsager, som jeg kan få øje på. Selv om jeg ikke mener, de vejer tungere end de årsager, der taler i modsat retning, vil jeg nævne dem. For det er stadig tungtvejende årsager.

Et kulturhistorisk tidsskrift er mere end en tryksag. Det er også en æstetisk sag, tænk bare på vores eget tidsskrift Fortid og Nutid. Og farveillustrationer i god kvalitet er ikke en unødvendig luksus. Det er et tegn på, at redaktørerne arbejder sammen med museer, biblioteker og arkiver om at drage skjulte billeder og illustrationer frem i lyset fra deres plads i kulturarvens mørkere gemmer. Det er til alles gavn. I et digitalt tidsskrift kan der blive tale om en langt vanskeligere forhandling om ophavsrettigheder, når tidsskriftet i princippet kan hentes fra nettet igen og igen. Skulle det gå sådan, at de kulturhistoriske tidsskrifter overvejende bliver digitale, må vi håbe, at vores ABM-institutioner stiller sig forstående.

Økonomien er et tungt, ja stentungt argument her. Hvem vil købe et internettidsskrift? Ja, hvis ikke Forskningsrådet havde meldt ud med den gratis adgang efter et år, ville jeg have sagt, at jeg var helt sikker på, at man kunne få et salg, der var tilstrækkeligt til at dække de nødvendige omkostninger, der står tilbage, når trykkeregningen falder bort. For der er stadig omkostninger, til illustrationer, teknik, forlag (hvis man vælger at overdrage abonnements-, marketing- og arkivopgaver til et sådant), redaktion osv. Nu stiller sagen sig anderledes. Der regnes stadig på økonomien i en digital løsning efter de nye udmeldinger, så det vil jeg vente med at præsentere til en anden gang.

For os i en forening som Dansk Historisk Fællesråd står det også meget klart, at tidsskrifter ikke kun er informationer, de er også kultur. De fleste af vores kulturhistoriske tidsskrifter, hvis ikke dem alle, er drevet og udgivet af foreninger. De er foreningernes ansigt udadtil, deres varemærke og stolthed.

Hvem vil ikke helst bære sit varemærke synligt for enhver? Og det er da i dette tilfælde det samme som at udgive sit tidsskrift i trykt form? Nej, det er jeg ikke sikker på. Nogle af vores tidsskrifter, der engang havde et publikum i den ikke-akademiske verden, er i dag rene forskningstidsskrifter. Hvorfor ikke sige det, som det er? Det er disse tidsskrifter, der har problemer med faldende salg, mens jeg har indtryk af, at en række af de klassiske lokalhistoriske årbøger egentlig klarer sig meget godt. I den forskningsmæssige verden må man fastholde, at varemærke og status ikke knytter sig til mediet, men til kvalitet og forskningsmæssig bedømmelse. Det taler så alligevel ikke imod digitalisering af for eksempel Fortid og Nutid.

Det offentlige ansigt for en forening og et tidsskrift må skifte, når offentligheden forandrer sig. Den digitale offentlighed er på vej frem, e-handel er på vej frem, men medlemstal i historiske foreninger er på vej ned. Hvor mange af mine studerende holder et historisk tidsskrift? Det kan tælles på én hånd.

Det er disse forhold, der taler for, at vi lægger Fortid og Nutid om til et digitalt tidsskrift. Vi er opmærksomme på, at der skal være overgangsløsninger, så tidsskriftet i en periode også kan bestilles på papir. Men den endelige løsning overvejer vi som sagt endnu. Jeg vil meget gerne høre reaktioner på sagen.