h-o blog

Kulturstudier er nu i luften med sit andet nummer inden for en måned. Kulturstudier som bekendt det nye kulturhistoriske tidsskrift, der afløser Fortid og Nutid og Folk og Kultur. Det er planen med Kulturstudier, at hvert andet nummer kan være et temanummer med gæsteredaktører. Temanumrene følger selvfølgelig de samme retningslinjer som de almindelige numre. De har et medlem af den ordinære redaktionen som ansvarshavende redaktør, og hele nummeret gennemlæses af de øvrige redaktionsmedlemmer.

Dette nummer handler om fortællinger, og det er redigeret af Marianne Holm Pedersen og Lene Andersen, Dansk Folkemindesamling, Det Kongelige Bibliotek. De præsenterer selv nummeret således i deres indledning:

“Alle mennesker fortæller historier. Hele dagen igennem fortæller vi og lytter til hinandens historier – fra de små fortællinger over kaffen til de store fortællinger om nationens tilblivelse. Gennem andres fortællinger spejler tilhørerne sig selv og hører om det liv, der venter dem eller andre. De bliver vidne til, hvad der er godt og ondt, vigtigt eller ligegyldigt, og de ser langsomt verden folde sig ud i fælles øjenhøjde. Fortællinger er således tæt knyttet til skabelsen af fællesskaber. Dette nummer af Kulturstudier sætter fokus på sammenhængen mellem fortælling og fællesskab og vil belyse, hvordan de historier, vi fortæller til os selv og om os selv, er med til at fylde de fællesskaber, som vi alle er en del af. Ved at bruge fortællingen som indgang til studiet af fællesskab kan man få indblik i, hvordan fællesskaber konstitueres, og hvad de konstitueres omkring – fx normer og værdier, rigtigt og forkert, lighed og forskellighed. De fem artikler i dette temanummer lægger vægten forskelligt – nogle fokuserer mere på fortællingen, andre mere på fællesskabet – men de giver fem eksempler på, hvordan fortælling og fællesskab kan forstås i forhold til hinanden.”

Kulturstudier er som altid gratis at læse og printe ud fra nettet. Vil du købe et trykt eksemplar, kan du følge instruktionen på hjemmesiden.

Læserne skal vide, at der er forskel på et byarkiv og et stadsarkiv. Et byarkiv indsamler historisk materiale fra private, dvs. foreninger, privatpersoner, virksomheder og politikere mv. Et stadsarkiv har som særlig opgave at indsamle og passe på kommunens arkiver og hjælpe med at finde dem frem til de borgere, der ønsker at se dem. I dag har Århus ikke et stadsarkiv. Kommunen klarer selv noget af opgaven, og resten er overdraget til Erhvervsarkivet, der er en del af det statslige arkivvæsen og egentlig har helt andre opgaver. Erhvervsarkivet og dets medarbejdere yder et stort arbejde, men midlerne er meget små.

Ser man bort fra Flemming Knudsen, er det især nogle af ildsjælene fra det frivillige arkivarbejde, der meget fortjenstfuldt har holdt liv i håbet om et stadsarkiv. Det er nemlig sådan, at der findes mere end tyve lokalhistoriske arkiver inden for Århus Kommune. De kan for fleres vedkommende føres tilbage til den opblomstring af lokalhistorisk interesse, der opstod efter indlemmelsen af de mange sognekommuner – nu forstæder – i Århus Kommune i 1970. Er det så ikke stadsarkiver? Nej, det er frivilligt drevne arkiver, der indsamler materiale fra deres eget lokalområde uden at være underlagt love eller andre krav fra det offentlige. At de så typisk vælger at følge nogle generelle standarder for registrering og opbevaring, er en anden sag.

Det synes, som om de frivillige arkivfolk og Flemming Knudsen er nervøse for, at et nyt stadsarkiv skal komme i vejen for de frivillige arkivers virksomhed. Det er sådan set forståeligt, og det bør da heller ikke ske. Kommunen har store fordele af de små arkivers arbejde, og den betaler meget lidt for det. Nærhedsprincippet skal gælde her, for kun de lokale ved, hvad der lokalt er vigtigt.

Jeg mener, at nervøsiteten er udtryk for en lidt for defensiv tilgang til sagen. Et stadsarkiv skal ikke tænkes som en afløser for det lokalhistoriske arkivarbejde, der foregår i dag. Det er ikke de sidste 25 års behov, der skal indhentes, det er fremtidens behov, der skal bestemmes.

Århus Stadsarkiv skal selvfølgelig i tæt samarbejde med den kommunale forvaltning tage vare på kommunens arkivalier og løbende sager. Elektronisk arkivering er et specialiseret område, som kræver den mest opdaterede viden. Mon ikke også det kommunale analysearbejde har taget spørgsmålet op, om ikke det er et juridisk for ikke at sige et demokratisk problem, hvis kommunens borgere har svært ved at få adgang til de akter, der handler om dem selv og deres politikeres gøren og laden?

Det er ikke her, der kan være forskellige opfattelser. Det kan der derimod, når det gælder offentlighedens brug af arkivet. Et arkiv skal selvfølgelig være attraktivt for de skatteydere, der betaler for det. Det er vigtigt, at et nyt stadsarkiv anviser nye veje til samarbejde med forskere og studerende. Aarhus Universitet har brug for et effektivt arkiv, der kan understøtte de studerendes oplæring, være praktikplads og eksperimentarium. Ikke kun for historikere, men for mange forskellige kulturfag, der har en historisk dimension.

Århus Stadsarkiv har store opgaver foran sig. Jeg tror ikke, offentligheden er klar over, hvor langt fremme lokalhistorien med udgangspunkt i Erhvervsarkivet var for nogle årtier siden. Det var det lokalhistoriske centrum i landet. I dag er den aktive indsamling forsømt. Store samlinger af fotografier, personhistoriske oplysninger, foreningsarkiver, politiske sager og erindringer bliver ikke ført videre. Der er ingen penge til det. Digitaliseringen er så langt bagud, at man næppe tror det.

Med det kommende Mediehus kommer der en platform for samarbejder om for eksempel digitale bøger og digitale historiske informationer. Nærheden til universitetets yderst innovative it-miljøer bør udnyttes, så Århus kan få et stadsarkiv, der bringer historien ud til folk på nye, vedkommende og appellerende måder.

Et nyt stadsarkiv i Århus må ikke tænkes som et svar på de forsømte år, men som et svar på fremtidens behov.

Statens Arkiver har været drivkraften i det omfattende arbejde, og en række foreninger og organisationer har bakket op. Succesen skyldtes flere ting. Arkivvæsenets folk har været dygtige til at samle kræfterne og drage fordel af den store genealogiske interesse, og udbredelsen af hjemmecomputere har understøttet projektet. Det har ikke alene været et folkeligt forankret projekt, for forskningen har på mange måder kunne høste viden og resultater af de mange indsamlede data. Mine studerende anvender materialet igen og igen.

En anden grund til succesen har vel også været, at det er blevet klart for enhver, at arkiverne ikke er for og om de få. Vi står alle nævnt derinde. Måske ikke lige os selv, men så vores forfædre. Vi kan følge slægters gang, og vi kan følge den store folkevandring fra land til by, som har formet det samfund, vi lever i.

Men er vi ikke kommet langt nok nu? OK, måske ikke lige nu, men så snart, for selvom man er kommet langt, er der stadig mange, mange protokoller med krøllede bogstaver og tal tilbage.

Er det et forskningsmæssigt fremskridt at blive ved med at renskrive navne i tusindtal? Jeg synes, man bør overveje at sadle om i nær fremtid. På Lomborgsk vis kan vi spørge, hvor vi får mest for indsatsen. Statens Arkiver rummer så meget andet materiale, der også kan forene personligt engagement, lokale kræfter og lokal identitet med en national strategi. Hvorfor ikke renskrive andre væsentlige og fortællende kildegrupper? Hvad med rådstueprotokollerne og tingbøgerne? Supplikprotokollerne og brevbøgerne?

Det er kvalitative kilder, Det er fortællinger, der kommer hele vejen rundt om menneskers eksistens i fortiden. Og navnestoffet er stort og af genealogisk interesse, så den store skare af indtastere vil ikke tørste. Det er også reflekterende kilder, der åbner for indsigt og fortolkning, og som skaber kontekst og sammenhæng i de historiske data. Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Charlotte S.H. Jensen modtog forleden Danske Videnskabsjournalisters Genius-pris for formidling af højeste karat. Charlotte er historie-onlines nyhedsredaktør og ansvarlig for grafik og udvikling. Til daglig er hun ansat på Nationalmuseet.

Charlotte er helt sikkert for beskeden til at optage nyheden på historie-online, så derfor må jeg gå ad bagdøren og bringe den her i min blog. Det er hendes og Poul Porskær Poulsens fortjeneste, at vi har en central nyhedskanal for formidling af arbejdet på landets historiske institutioner, i de historiske foreninger og andre steder. Hun har fået prisen for dette arbejde og for sit arbejde på Nationalmuseet. Man har sikkert også skelet til hendes mangeårige, uselviske arbejde med at hjælpe foreninger og institutioner med websites og til de mange foredrag, hun har holdt over hele landet.

Formand for Danske Videnskabsjournalister, Michael de Laine, fortæller om baggrunden: 

”Hun har været ildsjæl for mange nye forskningsformidlende initiativer, bl.a. har hun bragt Nationalmuseet ind på de sociale netværk som FaceBook og YouTube, hun har startet Formidlingsnet.dk og er idekvinde til www.historie-online.dk – nettets mest synlige site om historie, arkæologi, arkiver, museer og kulturarv. Derfor er hun en helt oplagt modtager af vores pris og anerkendelse,” udtaler han. Charlotte deler prisen med DNA-forsker Eske Willerslev.

Hjertelig til lykke, Charlotte!

Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet har lagt sin Danmarkshistorie på nettet. Og der er kommet nogle 3D-verdener til. Debatten foregår på nettet.

Denne gang vil jeg tillade mig at komme lidt ind på nogle ting fra mit eget arbejdsliv. Og så håbe, at det også berører andres. På mit eget institut kunne vi i forrige uge præsentere www.danmarkshistorien.dk. Det er for at sige det simpelt en klassisk Danmarkshistorien, som vi kender den skrevet af universitetsforskere: en gennemgang af historien opdelt i perioder og kapitler. Men det er kun den ene side af historien, for fremstillingen suppleres med hundredvis af kilder og leksikonopslag. Nettets muligheder udnyttes derved, at sitet selvfølgelig er dynamisk; det kan udvides efter behov og ønske, flere kilder kan lægges ud, der kan sammensættes undervisningspakker mv.

Folkene bag sitet har indadtil og udadtil kaldt sitet en demokratisk Danmarkshistore, og med det har de ment, at det er en gratis ressource, som hjælper de universitetsansatte til at indfri deres samfundsmæssige forpligtelse til at formidle deres arbejde og påvirke folks historiebevidsthed.

Sitet er blevet modtaget med stor entusiasme af brugere og presse, og det har vist også fået en og anden til at anerkende den store folkelige interesse for historie. En anerkendelse, der ikke er så selvfølgelig, som man måske tror.

Det har været interessant at følge den debat, der er opstået i kølvandet på sitets lancering. Debatten finder sted på blogs, og der er mange yderst kvalificerede indlæg af en slags, som for ikke længe siden ville blive finpudset og trykt i videnskabelige tidsskrifter. Nu ryger de på bloggen.

En del af debatten går på, om sitet nu også er demokratisk, når det ikke er brugerstyret eller wiki-baseret. http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/ny-online-danmarkshistorie. Skaberne af sitet har nemlig villet det anderledes og skabe en fortælling med en klar afsenderautoritet. Jeg synes, det er forfriskende, at afsenderautoriteten stadig lever på nettet. Der må være plads til forskelligheden.

Den digitale Danmarkshistorie er i hvert fald forskellig i teknologi og formidling fra et projekt, jeg i højere grad var med til lave, og som også kom på nettet i sidste ugen, www.byhistorie.dk/landsudstillingen, som gemmer på en 3D-model af Landsudstillingen i Århus 1909. Også den har fået ord med på vejen af nettets debattører. Diskussionen her går især på, om udgifterne til teknologien står mål med udbyttet, og om computerne rundt i folks hjem kan håndtere den store model. Andre ønsker mere brugergenerering af indholdet, 2.0 skulle så have været mere fremtrædende, lyder det. Her er der så blevet svaret, at det er et udviklingsprojekt, som bl.a. bygger på en ide om at visualisere et kildematerialet (tegningerne til udstillingen) i stedet for at gendigte og rekonstruere. Det er altså også en historisk-faglig-metodisk diskussion, som ligeså godt kunne have været udfoldet i et tidsskrift, men nu lever på private blogs mv. Tidligere på året så man tilsvarende Arbejdermuseets webmodel af Carlsberg, www.humlenvedcarlsberg.dk. Denne model eksperimenterer også med 3D-teknologi og rumlig navigation i et historisk landskab knyttet an til databaser og traditionel historisk dokumentation.

Webressourcer som de omtalte udfordrer vores forestillinger om formidling af historien, og de rykker ved vores ideer om afsenderautoritet og historikeren som Den Store Historiefortæller. Interessant er det, at der inden for så kort tid er fremkommet så forskellige løsninger. Der eksperimenteres på livet løs. Og interessen for historien vokser forhåbentlig hver gang, omend vi jo altså risikerer, at den antager andre former end dem, vi troede, vi kendte.

Andre links: http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/landsudstillingen-1909-i-3d

http://jbnetter.wordpress.com/2009/05/22/landsudstillingen-1909-i-3d/#comments

I dagens Politiken står fire markante nyheder fra historiens verden ved siden af hinanden. Videnskabsminister Helge Sander vil have et virtuelt universitet, rigsarkivar Johan Peter Noack varsler sin afgang med udgangen af oktober, UNESCO åbner et digitalt bibliotek for global kulturarv, og vi får at vide, at bevillingerne til museerne fra 2011 overgår fra staten til kommunerne. Hvordan hænger det sammen?

Der tegner sig atter nye streger på landkortet over historiske institutioner herhjemme. Noack kan se tilbage på 17 års virke, og han fremhæver især de store forandringer, som it-teknologien har betydet for arkivvæsenet, og som han har glædet sig over at stå i spidsen for. Der er også grund til at kippe med flaget over den omfattende digitalisering af søgemaskiner og registraturer, Statens Arkiver har været og stadig er i gang med.

Det Kongelige Bibliotek er endnu ikke med i World Digital Library, men bibliotekets chef, Erland Kolding Nielsen, fortæller, at det agter man at komme. De store statslige institutioner fortsætter altså arbejdet med at digitalisere de store samlinger.

Ved alle de borde, jeg sidder ved – i faglig sammenhæng – diskuterer man fra tid til anden digitalisering af kulturarv. Tidsskrifter ikke mindst (åh ja, hvad med Fortid og Nutid?).  Betænkelighederne er  ofte mange, forventningerne også. Men som eksemplerne ovenfor viser, skal alle gøre sig helt klart, hvor stærke kræfter der arbejder for at flytte historisk viden fra papir til computer.

Er det så egentlig ikke en god ide at flytte museumspengene fra stat til kommuner? Hvis staten og politikerne tænker i de store digitaliseringslinjer, er det så ikke meget godt, at forvaltningen af museerne kommer ud til kommunerne, hvor man har hinanden i øjenhøjde? Hvor der er plads til lokale satsninger, men også hvor man kan risikere, at der er mere kontant afregning, hvis man ikke bevæger sig.  Museumsfusionerne i de senere år har banet vejen, så museerne rigtig mange steder står stærkt over for de lokale polikere.

18. februar blev det afsløret, at Tom Buk Swienty efter historie-onlines brugeres mening har skrevet den bedste bog om dansk historie på dansk i 2008. Jeg holdt en lille velkomstale.

“Velkommen til kåringen af årets historiske bog 2008!

En særlig velkomst skal der lyde til kulturminister Carina Christensen. Det er første gang, du deltager, men din forgænger har været her flere gange, og vi er meget glade for, at der tegner sig en tradition for, at ministeren viser vores kåring, historien og dens mange brugere den respekt at komme.

Det er Dansk Historisk Fællesråd, der står bag kåringen. Det er i sig selv en traditionsrig forening, må jeg sige. Vi kan i år fejre 100 års jubilæum som den forening, der samler landets historiske foreninger, universiteter, de største museer og arkiver og ikke mindst deres sammenslutninger. Det er vores opgave at føre sager af fælles interesse frem og at stimulere til samarbejde på tværs af folkelighed og professionelle institutioner. Engang var der kun os; vi var den eneste fællesorganisation på det historiske område. I dag er feltet professionaliseret, og der er mange organer. Men det er stadig Dansk Historisk Fællesråd, der udgiver det tidsskrift – Fortid og Nutid – der med en bred kulturhistorisk profil bygger bro mellem vores medlemmer og offentligheden. Og det er Dansk Historisk Fællesråd, der står bag hjemmesiden historie-online. Historie-online er landets mest besøgte og højst rankede hjemmeside med historisk indhold – og historie-online spiller en særlig rolle for kåringen af årets historiske bog.

Det er historie-onlines brugere, der nominerer kandidaterne til “Årets Historiske Bog”. Når nomineringsperioden er slut, træder komiteen sammen og udvælger de fem bøger, der skal med i opløbet. Godt, det ikke er mig, vil jeg sige, men komiteen gør sit bedste og forsøger at komme bredt omkring i såvel genrer som perioder.

Interessen for afstemningen viser jo med al tydelighed, at bogen ikke er i krise, som man jo hører fra tid til anden. Og den historiske bog er heller ikke. Jeg kunne godt ønske mig, at opbakningen til Årets Historiske Bog – på et eller andet plan – kan tjene som argument for at fastholde og støtte dansksproget historieskrivning. Der er jo et markant pres på forskere i dag om at publicere på internationale sprog, og det nyligt vedtagne rankingsystem for universiteterne lægger større vægt på den engelsksprogede tidsskriftsartikel end på den dansksprogede bog om dansk historie udgivet på et ikke-videnskabeligt, men kommercielt forlag.

Det er der gode grunde til. Forskningen skal selvfølgelig udbredes og ramme de relevante forskningsmiljøer, hvor i verden de så end måtte befinde sig. Det er også kun på den måde, at man forhindrer en emnemæssig og teoretisk selvtilstrækkelighed.

Men historie er også i sig selv kulturbærende for den brede befolkning. Viden om historie og følelsen af at være et menneske på historisk bestemte præmisser er også i dag en essens for os. Derfor skal dansk historie også udkomme på dansk, så den kan læses af alle. Og den skal være skarp, nyskabende, velskrevet og vedkommende. Den skal meget gerne tage fat i det nationale mytestof – ruske op i det, vi troede vi vidste; beskrive og komme til en forståelse af de situationer, begivenheder og personer, der har formet os som samfund. Det lever alle de nominerede bøger op til.

Inden jeg giver ordet videre, vil jeg gerne rette en tak til de kræfter, der har støttet dagens arrangement. Det gælder ikke mindst vores sponsorer: tidsskriftet Skalk, magasinet Alt om Historie og Kulturministeriet. Også en stor tak til Orlogsmuseet for at vi må være her og til Gyldendal for boggaver til nogle af dem, der har stemt på årets vinder. Og ikke mindst en tak til de mange, mange brugere af historie-online, der med deres stemme har afgjort dagens udfald.”

Jeg har lige lagt Fortid og Nutid 2008:3 fra mig efter at have læst et debatindlæg af Keld Dalsgaard Larsen. Han er museumsinspektør ved Silkeborg Museum gennem mange år, og han skriver om “Lokalmuseum i en globaliseret verden”.

Han begynder med at konstatere, at museer altid har tjent andres formål, kongens, statens, nationens, folkets, men at de i dag må finde en plads blandt andre aktører på et oplevelsesorientereret marked. I en verden, som den af i dag, hvor der angiveligt ikke findes ét centrum, hvorfra verdensanskuelsen eller dominansen udgår, men mange centre, er det ikke længere så ligetil at finde ud, hvis formål museer tjener i dag. Dalsgård mener ikke, at de kan tjene deres eget formål, de kan ikke danne “en elitær fortrop, som magter at trække samfundet i en bestemt, ønsket retning”.

Dalsgaard Larsen argumenter for, at museer er samfundsbevarende institutioner, som kan sætte vores liv i perspektiv ved at holde det op mod fortiden, og de kan forlige os med den dimension – fortiden – som vi er dømte til altid at tabe i vores liv ved at bevare fysiske genstande fra den. Dalsgaard Larsen er ikke så ræd for at mene, at det museerne, der er eksperter her: “Det giver ingen mening, at publikum uimodsagt selv kan skabe sig sin fortid, nutid og fremtid.”.

Det ved jeg nu ikke. Det kan da give masser af mening, men ikke den mening, Keld Dalsgaard Larsen taler for. Han er efter de individorienterede træk ved vores civilisation, hvor hver mand og kvinde søger sin mening med livet bekræftet gennem forbrug og underholdning, som ikke er rodfæstet i en lokalitet, men underkastet strømningerne på et globalt varemarked. Og når dermed frem til sin egentlige pointe, som er, at lokale museer er uundværlige, når mennesker skal forankres i den fysiske virkelighed med viden om det sted, de bor, og hvorfra de henter deres medmenneskers anerkendelse. Museer skal tage de ansvar på sig, mener han, og turde definere deres egen rolle og budskab, og provokerende skriver han: “Med fokusgrupper kan man øjne karikaturen: Hvad synes I selv? Hvad ønsker I selv? Hvad vil I have?”.

Helt andre toner slås an i indbydelsen til Organisationen Danske Museers årlige formidlingsmøde. Det hedder i år “OUREACH- who dares wins”. Det hedder her: “Det vil sige at det ikke kun er museet, der kommer ud og lærer fra sig. Det handler også om hvilke behov modtagerne har. Helt ud i yderste led, hvor brugerne inddrages i hvad succeskriterierne for projektet er, og hvorledes det skal evalueres. Det er ikke længere det “anførende” museum, som definerer succeskriterierne. Brugerdialogen stiller spørgsmål ved hvilket INDHOLD og hvilken METODE man benytter under projekterne.”

Nå, tænker man så. Museerne har ikke fodslag her, men det er der jo heller ingen, der bedt dem om at have. Mon ikke Dalsgaard Larsen undervurderer, hvor dybt individualismen stikker, at den ikke kun er et påfund til at få markedet til at køre rundt, men at den er et udtryk for et langt, sejt antiautoritært opgør. På den anden side må man håbe, at museernes formidlere også nøje overvejer konsekvenserne for deres egen faglighed, når de går i gang med det i øvrigt meget spændende program for interaktion med publikum.

Stedsdimensionen er i centrum for megen forskning i disse år som et korrektiv til forestillingen om det frit svævende globale menneske. OUTREACH kræver vel også en platform, som man kan stå på, når man rækker ud efter succes? De lokale museer har selvfølgelig en fremtid.