sep 18 2008
Man trykker da tidsskrifter – eller hvad?
Dansk Historisk Fællesråds flagskib er tidsskriftet Fortid og Nutid. Vi mener selv, at tidsskriftet holder en høj standard, og det er da også rangeret højt på de udspil til ranking af forskningspubliceringskanaler, der er under udarbejdelse, og som vil være altafgørende for dets fremtid som anerkendt tidsskrift. Ligesom de fleste andre historiske tidsskrifter kører det imidlertid med underskud, og vi har derfor under overvejelser at omlægge det til et digitalt tidsskrift. Jeg vil gerne fremlægge mine og styrelsens overvejelser om dette.
Danske kulturhistoriske tidsskrifter er presset fra flere sider. Bortfaldet af portostøtten for nogle år siden var det første alvorlige tegn på, at vores politikere ikke nødvendigvis ville støtte udgivelsen af tidsskrifter af den slags, kulturhistorikere og andre humanister udgiver. Men det gik endda. Det hjalp også, at det ikke virkede som en sag om forskningsformidling, men indgik i en anden politisk sammenhæng, som ikke havde så meget med os at gøre.
Det nye pres er anderledes og rammer os nogle steder, hvor det gør virkelig ondt. Måske fordi det er urimeligt, måske fordi det er et ømt punkt. Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation meldte i foråret ud, at tidsskriftsstøtten for fremtiden bliver afhængig af, at tidsskriftet senest et år efter udgivelsen stilles gratis til rådighed på internettet. Av! Man kan ikke sælge et tidsskrift til nogen, der ved at vente lidt får det gratis. Eller kan man? Og har man råd til så at sige nej tak til tidsskriftsstøtten og forblive fri til at gøre, hvad man vil?
Dansk Historisk Fællesråd gik aktivt ind i den debat, der fulgte i kølvandet på Forskningsrådets udmelding. Vores redaktører af Fortid og Nutid indgav høringssvar, jeg deltog i et høringsmøde og udtalte mig til Magisterblandet, blandt andet. Vi tog også skridt til at sammenkalde redaktørerne fra landets kulturhistoriske tidsskrifter til et møde, hvor vi diskuterede de udfordringer, der er fælles for alle.
Der er flere store udfordringer, men denne gang vil jeg opholde mig ved et enkelt, nemlig presset fra digitaliseringen. Det er nok en god ide lige at se bort fra økonomien et øjeblik.
Forskningsrådets argument til fordel for digitalisering er, at offentligt betalt forskning også skal være frit tilgængelig for offentligheden. Skatteyderne skal have, hvad de har betalt for. Det kan ingen være uenig i, men det var nu ikke mit indtryk, at Forskningsrådet havde hr. og fru Danmark i tankerne, når det kom til stykket. Det var et spørgsmål om ’forskningsinfrastruktur’. Forskningen skal ikke hindres af langsom offentliggørelse af forskningsresultater, som man måske endda skal betale for. Igen kan man kun være enig, men ikke helt. Det er tydeligt, at det humanistiske forskningsråd har overtaget nogle synspunkter fra naturvidenskaben, hvor det kan være helt anderledes vigtigt at få den nyeste viden bragt hurtigt ud. Alle vil jo have den bedste lægebehandling, og ingen skal snydes for et patent. Kulturhistorisk viden har sjældent samme hastværk, og desuden holder den ofte meget længere, nogle gange i hundreder af år.
Hvem vil ikke også gerne have et tidsskrift stående på hylden? Ja, det vil jeg da, tror jeg nok, for her melder tvivlen sig. Det Kongelige Bibliotek og Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek har for eksempel for nyligt lagt ind masse kulturhistoriske tidsskrifter på nettet (www.tidsskrift.dk) Det er en fantastisk gave til os alle. Kvaliteten er ikke god, når ret skal være ret, indscanningen yder ikke forlæggene fuld retfærdighed, og det er vel et meget godt billede på, at bladæstetikken vil få det trangt i en digitaliseret verden.
Det er nu alligevel et enestående godt redskab, som der skal lyde en stor tak for. Alle de gode tidsskrifter på nettet får mit blik til at flakke lidt, når jeg kigger på mine boghylder, for kunne jeg egentlig ikke godt bruge pladsen til noget end de gamle tidsskrifter, der står der og tror, de er mine bedste venner?
Tidsskrifter er først og fremmest informationer. Når det gælder information, vinder tilgængelighed og tilpasning over traditioner og trykte medier. Jeg kan sidde ved mit skrivebord og hjulpet af Aarhus Universitets tilknytning til Statsbiblioteket få en stadig strøm af online-tidsskrifter fra hele verden ind på min computer. For dem, der ikke lige har dette ansættelsesforhold, er der lidt ringere forhold, men som tilmeldt låner er der stadig online-adgang til mere, end man nogensinde får læst, og man kan bestille kopier af ethvert tidsskrift, som det pågældende bibliotek har købt abonnement på.
Hvordan skulle jeg som formand for DHF kunne være med til at nægte andre folk de muligheder for at hente vores tidsskrift på nettet, som de giver mig for at hente deres? Der er en række årsager, som jeg kan få øje på. Selv om jeg ikke mener, de vejer tungere end de årsager, der taler i modsat retning, vil jeg nævne dem. For det er stadig tungtvejende årsager.
Et kulturhistorisk tidsskrift er mere end en tryksag. Det er også en æstetisk sag, tænk bare på vores eget tidsskrift Fortid og Nutid. Og farveillustrationer i god kvalitet er ikke en unødvendig luksus. Det er et tegn på, at redaktørerne arbejder sammen med museer, biblioteker og arkiver om at drage skjulte billeder og illustrationer frem i lyset fra deres plads i kulturarvens mørkere gemmer. Det er til alles gavn. I et digitalt tidsskrift kan der blive tale om en langt vanskeligere forhandling om ophavsrettigheder, når tidsskriftet i princippet kan hentes fra nettet igen og igen. Skulle det gå sådan, at de kulturhistoriske tidsskrifter overvejende bliver digitale, må vi håbe, at vores ABM-institutioner stiller sig forstående.
Økonomien er et tungt, ja stentungt argument her. Hvem vil købe et internettidsskrift? Ja, hvis ikke Forskningsrådet havde meldt ud med den gratis adgang efter et år, ville jeg have sagt, at jeg var helt sikker på, at man kunne få et salg, der var tilstrækkeligt til at dække de nødvendige omkostninger, der står tilbage, når trykkeregningen falder bort. For der er stadig omkostninger, til illustrationer, teknik, forlag (hvis man vælger at overdrage abonnements-, marketing- og arkivopgaver til et sådant), redaktion osv. Nu stiller sagen sig anderledes. Der regnes stadig på økonomien i en digital løsning efter de nye udmeldinger, så det vil jeg vente med at præsentere til en anden gang.
For os i en forening som Dansk Historisk Fællesråd står det også meget klart, at tidsskrifter ikke kun er informationer, de er også kultur. De fleste af vores kulturhistoriske tidsskrifter, hvis ikke dem alle, er drevet og udgivet af foreninger. De er foreningernes ansigt udadtil, deres varemærke og stolthed.
Hvem vil ikke helst bære sit varemærke synligt for enhver? Og det er da i dette tilfælde det samme som at udgive sit tidsskrift i trykt form? Nej, det er jeg ikke sikker på. Nogle af vores tidsskrifter, der engang havde et publikum i den ikke-akademiske verden, er i dag rene forskningstidsskrifter. Hvorfor ikke sige det, som det er? Det er disse tidsskrifter, der har problemer med faldende salg, mens jeg har indtryk af, at en række af de klassiske lokalhistoriske årbøger egentlig klarer sig meget godt. I den forskningsmæssige verden må man fastholde, at varemærke og status ikke knytter sig til mediet, men til kvalitet og forskningsmæssig bedømmelse. Det taler så alligevel ikke imod digitalisering af for eksempel Fortid og Nutid.
Det offentlige ansigt for en forening og et tidsskrift må skifte, når offentligheden forandrer sig. Den digitale offentlighed er på vej frem, e-handel er på vej frem, men medlemstal i historiske foreninger er på vej ned. Hvor mange af mine studerende holder et historisk tidsskrift? Det kan tælles på én hånd.
Det er disse forhold, der taler for, at vi lægger Fortid og Nutid om til et digitalt tidsskrift. Vi er opmærksomme på, at der skal være overgangsløsninger, så tidsskriftet i en periode også kan bestilles på papir. Men den endelige løsning overvejer vi som sagt endnu. Jeg vil meget gerne høre reaktioner på sagen.
Det går skidt for flertallet af landets tidsskrifter. Det er der flere forklaringer på. To af dem er:
1) Tidsskrifterne har ikke fornyet sig i form og indhold, og har i hvert fald ikke fået udnyttet de mange muligheder, som Internettet tilbyder. Behøver jeg at argumentere? I hvert fald står de videnskabelige svagt, og var de eneste af de ikke kommercielle – ved siden af fagforeningsblade – som ikke fik kompensation for portostøttens bortfald.
2) Bibliotekerne tror, at de ved hvordan forskerne skal formidle, nemlig lægge deres artikler gratis på nettet. Det kunne egentlig være ligegyldigt, hvis det ikke lige var, at de desværre har fået en enorm magt, da de er de eneste i universitetsverdenen, som kan samarbejde på tværs af institutionerne (det er en lang historie, læs mere på http://www.videnssamfundet.dk). Takket være enorme pengemidler kan de udøve en kraftig pression, og Kirsten Drotner & Co fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation er blevet besnakket af de gode mennesker. De kræver derfor at de støttede tidsskrifter skal lægge deres artikler gratis på nettet efter 12 måneder, vel og mærke uden at de får kompensation for tab af løssalg og abonnenter.
Vi kan så efterfølgende protestere (hvad mere end 100 redaktører gjorde), og dokumentere, at det koster penge at publicere “gratis” på nettet – i næste nummer af DF Revy har jeg artiklen “Barrierer for Open Access”.
Desværre er det bibliotekarerne, som kører med klatten. Kun hvis tidsskrifterne finder ud af at handle i fællesskab, kan der blive lagt pression på et Videnskabsministerium, der er uhyre svagt og som i øjeblikket har nok at gøre med at få reddet deres projekt om at styre forskningsmidler via regneark. De føler ikke, at forskningsformidling er deres sag. Den har det private initiativ jo passet så godt i mange år, så hvorfor så gøre noget. Og i ministeriets oratoriske opråb om at satse på det globale, passer tidsskrifter på dansk ikke.
Der kan siges meget om denne sag. Vi skatteydere har vel nok krav på indsigt i den offentligt betalte forskning – det er vel derfor der endnu er biblioteker – men vel ikke krav på gratis adgang til en masse menneskers ulønnede arbejde med at lave tidsskrifter? Men i øvrigt: Hvis det er rigtigt, at vi har krav på indsigt i forskningsresultater, der er betalt af det offentlige, hvorfor skal vi så i en ”boghandel” på Danmarks Statistiks hjemmeside betale for Tiårsoversigten i den elektronisk version hele 5 (fem) år tilbage? Og tidligere kan slet ikke tilbydes elektronisk!
Her nøjes jeg med at konstatere, at websiten http://www.tidsskrift.dk ikke virker her til aften (igen). Ved tidligere besøg har kvaliteten af artiklerne tilmed været så dårlige, at den originale artikel alligevel må fremskaffes, hvis der f.eks. skal citeres fra den. Og hvis end ikke KB og DEFF kan mestre digitaliseringen, så må det kære forskningsråd vist stikke piben ind med sine krav, i hvert fald indtil videre.
Jeg er overordentlig enig med Jørgen i spørgsmålet om fornyelse. I virkeligheden burde vi måske tage en dyb indånding og spørge os selv, hvad vi i dag ville gøre for at “opfinde” redskaber til hhv. forskningsformidling og bredere populærformidling. Hvis vi ikke havde tidsskrifterne – er dét så det medie, vi ville vælge, hvis vi blev trængt op i en krog og afæsket et svar? Jeg tror det oprigtigt talt ikke.
Spørgsmålet er, hvad vi i stedet ville gøre…. redigerede mash-ups af blogs med en art peer-review? Måske, men heller ikke uproblematisk, for hvordan med langtidsbevaring incl. adgang, økonomi til billedbrug etc.?
Selvfølgelig kan man ikke lige nu og her skøjte henover mange årtiers – ja for mange snart 100 års – historie, når det gælder publicering af videnskabelige artikler. Men øvelsen er måske alligevel ikke helt dum, når vi skal finde ud af, hvordan fremtidens publicering skal foregå. Selvom medier muligvis vil forgå, skal indholdet jo gerne bestå og kunne få et liv.
Én af øvelserne i øjeblikket er vel netop at finde frem til de kanaler og former, som kan udvikle både form og indhold fra de traditionelle tidsskrifter … måske som supplementer og forsøg i en overgangsperiode, hvor publiceringsformerne ændrer sig kraftigt, og hvor en del klassiske tidsskrifter sandsynligvis vil bukke under. Mange arbejder pt. med at få tidsskriftindhold ud på nettet. Men også her bør vi tænke på, hvordan publiceringen kan bringes ind i digitale miljøer, hvor debatter, kommentarer, deling, m.m. giver nyt liv og medvirker til indholdets synliggørelse og distribution.
Tak for en spændende debat, som jeg følger med stor interesse.
Så meget ved jeg, at jeg ville savne Fortid og Nutid, hvis det ikke længere kom på tryk.
Jeg ville nok også savne flere tidsskrifter, hvis de ikke længere blev trykt. Men jeg ville savne dem – eller rettere deres indhold – endnu mere hvis de slet ikke fandtes, altså heller ikke i digital udgave…..