jun 10 2008
Streger på kortet
Det er politikerne, der slår streger på kortet, angiver nye geografiske indretninger for danskernes liv og ophæver gamle skel. Men det er historikerne, der som de sidste forlader de gamle enheder!
Den nye kommunale inddeling af Danmark har nu været i kraft i et godt et år. Det ser ud til, at danskerne endnu engang har omstillet sig med lynets hast. Vel hører man endnu om administrative rutiner, der ikke er faldet på plads, sociale ydelser, der ikke er blevet koordineret, og offentlig service, der er kommet forringet ud af forandringen. Men i det store og hele har danskerne vist sig som en forandringsvillig befolkning.
For 38 år siden, i 1970, blev en lignende kommunalreform gennemført, om end den var planlagt gennem længere tid end den nye. Der er med andre ord lige netop en generations længde mellem de to reformer, hvilket i en historisk sammenhæng er svimlende hurtigt, når man tænker på, at nogle af de sognegrænser, der havde været forvaltningsmæssige hegnspæle indtil 1970, før da havde været gældende i århundreder som kirkelige og forvaltningsmæssige enheder og som bevidsthedsmæssige grænser.
Kommunalreformen i 1970 gav anledning til en fornyet interesse for lokalhistorie. Den var delvis båret af en følelse af tab; en overskuelig verden var gået under, måske var der også tanker om, at man for sent havde skønnet på den? Det kan være lidt svært at udrede årsagerne, for den fornyede interesse for lokalhistorie fik også næring af nogle andre forhold.
1970’erne var i det hele taget en ned-til-rødderne epoke, hvor man så noget godt, hvor mange i dag kun ser noget småt. De politiske strømninger favoriserede både lokalt demokrati og borgerinddragelse, og det talte for lokalhistorien og for en drejning af byhistorien. Det trak også i retning af lokalhistorie, at en række store og små grupper, som historieforskningen indtil da havde marginaliseret, nu blev trukket ind i varmen; den historiske interesse for kvinderne, børnene, arbejderne, foreningerne og de sociale bevægelser lod sig indfange gennem det lokalhistoriske prisme, måske var det ligefrem den bedste måde at skrive deres historie på, for i det lokalhistoriske arbejde var der plads og metode til at undersøge og inddrage de mange formelle og uformelle forhold, der tilsammen udgjorde det dominerende sociologiske system (det patriarkalske samfund) og det økonomiske system (industrisamfundet), som jo i bund og grund var det, det handlede om.
Kommunesammenlægningen gav ydermere en lejlighed til at sammenlægge lokalarkiver og professionalisere de største byers arkiver. Også det var med til at underbygge de nye historiske interesser. Men det gør det sandelig ikke nemmere at udrede, hvad der kom først: den nye administrative struktur, interessen for det civile samfunds historie, opmærksomheden mod hidtil oversete arkivtyper eller moderne lokalarkiver?
Men hvad så nu? Vil den nye forvaltning virke som en saltvandsindsprøjtning på den historiske interesse? På det formelle plan er der allerede sket store forandringer. Kommunalreformen hviler jo ikke på en isoleret samfundsanalyse, men på en almindelig opfattelse af fordelene ved decentralisering af opgaver til mellemstore enheder.
Det er samme filosofi, der ligger bag en række nyskabelser inden for det institutionelle Historie-Danmark, der under ét kan beskrives ved ordene sammenlægning og samarbejde. Jeg tænker på Museum Sønderjylland, de historiske institutter på universiteterne, arkiver og museer i nye storkommuner, nye samarbejdsorganer i det københavnske arkiv- og museumsmiljø blot for at nævne nogle af de mest iøjnefaldende.
Man kan ikke sige, at den historiske forskning endnu har taget særlig bestik af udviklingen. Det vil da ellers være oplagt at tage fat på det spørgsmål, som udviklingen råber ud for fuld kraft fra alle hjørner: Hvad er det moderne menneskes geografisk bestemte identitet? Og hvad er det for geografiske enheder, vi trækker ned over fortiden og forventer, at et moderne publikum kan finde mening i, måske endda se sig selv som en del af? Er det amtet? Næppe, men er det så hensigtsmæssigt, at der endnu findes historiske foreninger, der organiserer sig efter amtsgrænser? For slet ikke at tale om, at nogle stadig følger stiftsgrænserne!
Det lokalhistoriske arbejde kan se frem til store udfordringer, så meget er sikkert. Ved fornyelse og forandring må man udvise respekt for de folk, der gennem år og dag har lagt et stort arbejde inden for velkendte strukturer. Men det er stadig sådan, at det kræver fornyelse at fastholde det folkelige engagement i fortiden – det er historieskrivningens paradoks!