okt 08 2011
Formandsberetning og regnskab fra årsmødet 8. oktober 2011
Den 8. oktober havde SLA igen tilbudt os holde årsmøde i forbindelse med deres eget årsmøde. Fremmødet var fint nok, for selvom styrelsen var i overtal, var der mødt en håndfuld repræsentanter fra vores medlemmer op, og der var gode råd og nysgerrige spørgsmål til DHF’s arbejde. Nedenfor kan man læse beretningen m.v.
Det er derimod ikke særlig tilfredsstillende, at en større kampagne, gennemført i foråret 2011, hvor vi kontaktede en række historiske foreninger og nye museumsinstitutioner m.fl. kun resulterede i ét nyt medlem. Vi kan godt komme lidt i klemme, når fx museerne slår sig sammen og derefter ophører med at være mange institutioner, men indtil videre går det altså fint. Men det er klart, at vi bør kunne få flere medlemmer fra nye former for mindre historiske foreninger, så det skal vi arbejde på.
I 2010 udkom de første to numre. Økonomien blev som tidligere omtalt sikret ved generøse fondsbidrag og ved bidrag fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation. Vi har nu overblik over økonomien i tidsskriftet under de nye vilkår, og vi kan med sikkerhed sige, at tilskuddet fra Forskningsrådet er i underkanten af det nødvendige. Det er ikke gratis at udgive et e-tidsskrift. Der er udgifter til redaktion, webmaster, grafiker og redaktionssekretær – og tro nu endelig ikke, at nogen har været fyrsteligt betalt. Forskningsrådet bør udvide sin støtte til tidsskrifter, der følger Forsknings- og Innovationsstyrelsens retningslinjer for god videnskabelig skik og har opnået den nødvendige bibliometriske rangvurdering.
Kulturstudier er ikke det samme som Fortid og Nutid. Vi vil se indholdet gå mere i retning af det etnologiske, og vi har indført, at hvert andet nummer kan være et temanummer. Det kulturhistoriske i bred forstand vil vi fastholde, og vi håber og tror, at Kulturstudier fortsat kan være det bedste dansksprogede tidsskrift, når danske arkiver, museer og universiteter ønsker at publicere deres medarbejderes videnskabelige arbejder. Vi har selvfølgelig også lagt mærke til, at Kulturministeriet og KUAS ser ud til at ville fremlægge en forskningspubliceringspolitik, som vil forudsætte, at der findes et tidsskrift som vores. Så må vi håbe, at de også vil betale lidt til det. I den forbindelse vil jeg nævne, at jeg sammen med lektor Jes Fabricius Møller skrev til kulturministeren om forholdene for dansksprogede kulturvidenskabelige tidsskrifter og fik det svar, at det ikke var muligt for dette ministerium at støtte, da det er Forskningsministeriets område.
Redaktionen var i 2010/2011 Stefan Pajung (redaktionssekretær), Mette Tapdrup Mortensen (ansvarshavende), Annette Vasström, Astrid Pernille Jespersen, Thomas Lyngby og Else Marie Kofod, og Jesper Overgaard Nielsen har været webmaster. Henrik Gjøde Nielsen var også med i begyndelsen, men måtte siden trække sig. Henrik har ydet et stort arbejde i Fortid og Nutid, hvad vi er ham taknemmelige for.
På det redaktionelle plan har vi bl.a. arbejdet med at udbygge hjemmesiden (men der er stadig meget, vi kan gøre) og få aftaler med diverse internationale bibliografiske databaser med mulighed for royalties (vi får se…). Statsbiblioteket gør et godt arbejde med at placere tidsskriftet i danske baser og med at få det indekseret i fx bibliotek.dk. Tidsskriftet er blevet godt eksponeret, men vi skal markedsføre det endnu bedre. Ikke desto mindre viste en opgørelse alene for de første 5 måneder (dvs. for de to første numre), at Pdf-filerne med artiklerne er åbnet 2400 gange på de første 5 mdr., hvilket iflg. Statsbiblioteket ligger betydeligt over det normale. Dertil kommer abstracts, hvor der ikke er tilknyttet tæller. 27 har købt papirudgaven. Dertil kommer diverse særtryk.
Vi har jo arbejdet på at forbedre foreningens økonomi. Det er faktisk noget sludder at sige, for det, vi i virkeligheden har arbejdet på, har været at redde foreningens økonomi. Vi var nødt til at opsige Ingrid Christensen, vores mangeårige medarbejder på Landsarkivet for Sjælland; det var meget beklageligt. Den fulde økonomiske fordel ved det høster vi dog først i 2011.10.07
Bogsalg og medlemsservice blev derefter overladt til Museumstjenesten. Der skulle betales for at oprette samarbejdets praktiske dele, og derfor får vi også her først det fulde udbytte at se i regnskabet for 2011. Vi har været glade for samarbejdet med Museumstjenesten. Vi kan ikke overføre hele vores boglager til dem, så i praksis har vi opgivet at markedsføre og sælge nogle af vores titler. Men alle titler med salg i er overført til deres boglager. Vi har dog et større boglager liggende på Rigsarkivet, og vore medlemmer er meget velkomne til at forhøre sig hos os, om ikke de må komme og hente dem gratis på Rigsarkivet. Vi mistede i øvrigt en stor del af lageret af usolgte numre af Fortid og Nutid pga. vandskader som følge af sommerens syndflod over København.
Et tredje tiltag til forbedring af økonomien er i øvrigt, at vi i år har udsendt indkaldelser til årsmødet pr. mail til medlemmer (med undtagelse af de medlemmer, vi ikke har mailadresser på). Vi har også lagt årsberetning og regnskab frem på formandens blog på historie-online.dk, nu hvor ikke længere har Fortid og Nutid.
Revisionsudgifterne har tidligere været meget store. De beløb sig i 2009 til 40.700 kr. plus moms. Vi fik indhentet et nyt tilbud, der lød på 23.000 kr. plus moms. Forhåbentlig kan vi få det lidt længere ned, da arbejdets omfang er meget mindre nu end tidligere.
Vi har stadig et mindre underskud på Årets Historiske Bog, og vi kan også risikere, at der er år, hvor historie-online giver underskud (jf. nedenfor), men det overordnede billede er, at DHF nu har en sikker driftsøkonomi, der kan hvile på medlemmernes betalinger. Hvis vi vel at mærke fastholder medlemmers antal og ikke udvider vores aktiviteter.
Vi uddelte en pris til en værdi af 25.000 kr. Kulturministeriet ydede igen i år 15.000 kr., og Skalk og tidsskriftet Alt om Historie gav også generøse bidrag, og dermed endte vi med, at der kun var et mindre underskud på arrangementet.
Kulturminister Per Stig Møller overrakte prisen på 25.000 kr. ved et arrangement i Rundetårn tirsdag den 8. februar 2011.
469 historie-online brugere (ud af i alt 1578 stemmer) stemte på Peter Henningsen og Ulrik Langens bog om livet i 1700-tallets København helt nede på gadeplan – mellem ludere, lommetyve, falskspiller og natmænd. Bogen hedder jo helt korrekt Hundemordet i Vimmelskaftet og andre fortællinger fra 1700-tallets København. Herefter fulgte Inge Adriansen: Erindringssteder i Danmark – monumenter, mindesmærker og mødesteder, Tom Buk-Swienty: Dommedag Als – 29. juni 1864, Sofie Lene Bak: Ikke noget at tale om – Danske jøders krigsoplevelser 1943-1945 og Jesper Vaczy Kragh: Det hvide snit – Psykokirurgi og dansk psykiatri 1922-1983.
Poul Porskær Poulsen forestod udvælgelseskomiteens arbejde og var drivkraft bag fremskaffelsen af det økonomiske grundlag. Poul yder både her og som redaktør ved historie-online et stort og nødvendigt arbejde.
www.historie-online.dk – tryk disse godt og vel tyve tegn, og du kommer stadig ind på en af de mest besøgte – måske den mest besøgte – danske website om historie. Det kommer jo ikke af sig selv. Hvor mange tænker mon over, at vores webkvinde Charlotte S.H. Jensen bruger timer på at bringe historie-online så langt frem i Google-søgninger som muligt? Hun har ført historie-online over på facebook og twitter – og besøgstallene taler for sig selv:
Det er stadigvæk temasiderne om højtiderne, der trækker mest. På de sociale medier: I 2010 havde vi omtrent 250 såkaldte followers på Twitter og 1.487 kontakter på Facebook, en stigning på 86 %. På Facebook havde vi 43.791 opslagsvisninger og 622 feedbacks; det sidste er meget flot og viser brugernes aktive stillingtagen til det indhold, vi viser her.
Spørgsmålet er jo, hvad vi gør i fremtiden – og fremtiden er ved at melde sig! Charlotte yder en kæmpeindsats og får ikke en krone for det. Kurt Moskjær er velvillig sponsor med sin servervirksomhed, og vi fik i årets løb meget glædelige bidrag fra Den Gamle By, Museum Sønderjylland og Skalk. Vi har nogle medhjælpstimer, men det forslår alt sammen ikke, fordi vi står over for at skulle lægge sitet om til en ny platform. Og i den forbindelse “tvinges” vi til at overveje, hvem der skal være nyhedsredaktør. Skal vi have flere? Skal vi have ambassadører? Skal landssammenslutningerne have deres egne subsites? Skal vi fortsat have boganmeldelser, eller skal vi lade dem overgå til Kulturstudiers hjemmeside?
Vi indkaldte i foråret nogle af de fremmeste webformidlere fra forskellige kulturinstitutioner, fortrinsvis museer, til at drøfte disse spørgsmål sammen med os. Der kom flere gode ideer, og vi fik mod på at indlede et samarbejde med et museum, for vi skal have ekstra arbejdskraft, hvis vi skal kunne løfte opgaven. Den er nemlig større, end man måske lige skulle tro. Alt materialet skal flyttes manuelt over i et nyt system. Vi har også talt med flere museer, men indtil nu har ingen haft mulighed for at gå ind i et samarbejde. Jeg synes, det er frustrerende, at vi ikke kan få et gennembrud på dette felt.
Dvs. følgende direkte medlemmer fortsætter frem til næste repræsentantskabsmøde: Kristian Buhl Thomsen, repræsenterende Den Gamle By, Pernille Sonne, Statens Arkiver, Søren Bitsch Christensen, valgt af Institut for Historie og Områdestudier, men nu Aarhus Stadsarkiv.
Som suppleanter blev valgt for 2 år: Mikael Kristian Hansen, Teatermuseet i Hofteatret, og Henriette Kragh Jacobsen, Fredensborg Arkiverne
Landssammenslutningerne vælger jo selv deres medlemmer. I år har Organisationen Danske Museer været repræsenteret ved Hans Munk Pedersen, Bangsbo Museum & Arkiv, Charlotte S. H. Jensen, Nationalmuseet/Statens Arkiver har repræsenteret Samfundet for dansk genealogi og Personalhistorie, Aase Windeballe har repræsenteret Dansk Lokalhistorisk Forening, Leif Juul Pedersen, Skanderborg Historiske Arkiv, har været Sammenslutningen af Lokalarkivers mand, og endelig har Trine Grejsen repræsenteret Organisationen Danske Museer. Tak til jer alle!
En stor tak skal der lyde til det mangeårige medlem, Knud Rahbek Frederiksen fra Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger, der er afgået i foråret 2011 og har overladt pladsen til Lena Sørensen.
ODM fremover vil være repræsenteret i Dansk Historisk Fællesråd ved museumsleder Frank Allan Rasmussen, Frederiks Værk. Velkommen til Frank!
Regnskabet