h-o blog

Læserne skal vide, at der er forskel på et byarkiv og et stadsarkiv. Et byarkiv indsamler historisk materiale fra private, dvs. foreninger, privatpersoner, virksomheder og politikere mv. Et stadsarkiv har som særlig opgave at indsamle og passe på kommunens arkiver og hjælpe med at finde dem frem til de borgere, der ønsker at se dem. I dag har Århus ikke et stadsarkiv. Kommunen klarer selv noget af opgaven, og resten er overdraget til Erhvervsarkivet, der er en del af det statslige arkivvæsen og egentlig har helt andre opgaver. Erhvervsarkivet og dets medarbejdere yder et stort arbejde, men midlerne er meget små.

Ser man bort fra Flemming Knudsen, er det især nogle af ildsjælene fra det frivillige arkivarbejde, der meget fortjenstfuldt har holdt liv i håbet om et stadsarkiv. Det er nemlig sådan, at der findes mere end tyve lokalhistoriske arkiver inden for Århus Kommune. De kan for fleres vedkommende føres tilbage til den opblomstring af lokalhistorisk interesse, der opstod efter indlemmelsen af de mange sognekommuner – nu forstæder – i Århus Kommune i 1970. Er det så ikke stadsarkiver? Nej, det er frivilligt drevne arkiver, der indsamler materiale fra deres eget lokalområde uden at være underlagt love eller andre krav fra det offentlige. At de så typisk vælger at følge nogle generelle standarder for registrering og opbevaring, er en anden sag.

Det synes, som om de frivillige arkivfolk og Flemming Knudsen er nervøse for, at et nyt stadsarkiv skal komme i vejen for de frivillige arkivers virksomhed. Det er sådan set forståeligt, og det bør da heller ikke ske. Kommunen har store fordele af de små arkivers arbejde, og den betaler meget lidt for det. Nærhedsprincippet skal gælde her, for kun de lokale ved, hvad der lokalt er vigtigt.

Jeg mener, at nervøsiteten er udtryk for en lidt for defensiv tilgang til sagen. Et stadsarkiv skal ikke tænkes som en afløser for det lokalhistoriske arkivarbejde, der foregår i dag. Det er ikke de sidste 25 års behov, der skal indhentes, det er fremtidens behov, der skal bestemmes.

Århus Stadsarkiv skal selvfølgelig i tæt samarbejde med den kommunale forvaltning tage vare på kommunens arkivalier og løbende sager. Elektronisk arkivering er et specialiseret område, som kræver den mest opdaterede viden. Mon ikke også det kommunale analysearbejde har taget spørgsmålet op, om ikke det er et juridisk for ikke at sige et demokratisk problem, hvis kommunens borgere har svært ved at få adgang til de akter, der handler om dem selv og deres politikeres gøren og laden?

Det er ikke her, der kan være forskellige opfattelser. Det kan der derimod, når det gælder offentlighedens brug af arkivet. Et arkiv skal selvfølgelig være attraktivt for de skatteydere, der betaler for det. Det er vigtigt, at et nyt stadsarkiv anviser nye veje til samarbejde med forskere og studerende. Aarhus Universitet har brug for et effektivt arkiv, der kan understøtte de studerendes oplæring, være praktikplads og eksperimentarium. Ikke kun for historikere, men for mange forskellige kulturfag, der har en historisk dimension.

Århus Stadsarkiv har store opgaver foran sig. Jeg tror ikke, offentligheden er klar over, hvor langt fremme lokalhistorien med udgangspunkt i Erhvervsarkivet var for nogle årtier siden. Det var det lokalhistoriske centrum i landet. I dag er den aktive indsamling forsømt. Store samlinger af fotografier, personhistoriske oplysninger, foreningsarkiver, politiske sager og erindringer bliver ikke ført videre. Der er ingen penge til det. Digitaliseringen er så langt bagud, at man næppe tror det.

Med det kommende Mediehus kommer der en platform for samarbejder om for eksempel digitale bøger og digitale historiske informationer. Nærheden til universitetets yderst innovative it-miljøer bør udnyttes, så Århus kan få et stadsarkiv, der bringer historien ud til folk på nye, vedkommende og appellerende måder.

Et nyt stadsarkiv i Århus må ikke tænkes som et svar på de forsømte år, men som et svar på fremtidens behov.

Statens Arkiver har været drivkraften i det omfattende arbejde, og en række foreninger og organisationer har bakket op. Succesen skyldtes flere ting. Arkivvæsenets folk har været dygtige til at samle kræfterne og drage fordel af den store genealogiske interesse, og udbredelsen af hjemmecomputere har understøttet projektet. Det har ikke alene været et folkeligt forankret projekt, for forskningen har på mange måder kunne høste viden og resultater af de mange indsamlede data. Mine studerende anvender materialet igen og igen.

En anden grund til succesen har vel også været, at det er blevet klart for enhver, at arkiverne ikke er for og om de få. Vi står alle nævnt derinde. Måske ikke lige os selv, men så vores forfædre. Vi kan følge slægters gang, og vi kan følge den store folkevandring fra land til by, som har formet det samfund, vi lever i.

Men er vi ikke kommet langt nok nu? OK, måske ikke lige nu, men så snart, for selvom man er kommet langt, er der stadig mange, mange protokoller med krøllede bogstaver og tal tilbage.

Er det et forskningsmæssigt fremskridt at blive ved med at renskrive navne i tusindtal? Jeg synes, man bør overveje at sadle om i nær fremtid. På Lomborgsk vis kan vi spørge, hvor vi får mest for indsatsen. Statens Arkiver rummer så meget andet materiale, der også kan forene personligt engagement, lokale kræfter og lokal identitet med en national strategi. Hvorfor ikke renskrive andre væsentlige og fortællende kildegrupper? Hvad med rådstueprotokollerne og tingbøgerne? Supplikprotokollerne og brevbøgerne?

Det er kvalitative kilder, Det er fortællinger, der kommer hele vejen rundt om menneskers eksistens i fortiden. Og navnestoffet er stort og af genealogisk interesse, så den store skare af indtastere vil ikke tørste. Det er også reflekterende kilder, der åbner for indsigt og fortolkning, og som skaber kontekst og sammenhæng i de historiske data. Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

I dagens Politiken står fire markante nyheder fra historiens verden ved siden af hinanden. Videnskabsminister Helge Sander vil have et virtuelt universitet, rigsarkivar Johan Peter Noack varsler sin afgang med udgangen af oktober, UNESCO åbner et digitalt bibliotek for global kulturarv, og vi får at vide, at bevillingerne til museerne fra 2011 overgår fra staten til kommunerne. Hvordan hænger det sammen?

Der tegner sig atter nye streger på landkortet over historiske institutioner herhjemme. Noack kan se tilbage på 17 års virke, og han fremhæver især de store forandringer, som it-teknologien har betydet for arkivvæsenet, og som han har glædet sig over at stå i spidsen for. Der er også grund til at kippe med flaget over den omfattende digitalisering af søgemaskiner og registraturer, Statens Arkiver har været og stadig er i gang med.

Det Kongelige Bibliotek er endnu ikke med i World Digital Library, men bibliotekets chef, Erland Kolding Nielsen, fortæller, at det agter man at komme. De store statslige institutioner fortsætter altså arbejdet med at digitalisere de store samlinger.

Ved alle de borde, jeg sidder ved – i faglig sammenhæng – diskuterer man fra tid til anden digitalisering af kulturarv. Tidsskrifter ikke mindst (åh ja, hvad med Fortid og Nutid?).  Betænkelighederne er  ofte mange, forventningerne også. Men som eksemplerne ovenfor viser, skal alle gøre sig helt klart, hvor stærke kræfter der arbejder for at flytte historisk viden fra papir til computer.

Er det så egentlig ikke en god ide at flytte museumspengene fra stat til kommuner? Hvis staten og politikerne tænker i de store digitaliseringslinjer, er det så ikke meget godt, at forvaltningen af museerne kommer ud til kommunerne, hvor man har hinanden i øjenhøjde? Hvor der er plads til lokale satsninger, men også hvor man kan risikere, at der er mere kontant afregning, hvis man ikke bevæger sig.  Museumsfusionerne i de senere år har banet vejen, så museerne rigtig mange steder står stærkt over for de lokale polikere.

Torsdag 23. oktober var jeg inviteret til at indlede et seminar om ”ABM-samarbejde – hvor svært kan det være”, som Lokalhistorisk Netværk afholdt på Kunstmuseet Aros i Århus. Det var en kærkommen lejlighed til at gøre en kort status over de vigtige tiltag, der er sket på feltet. Jeg havde ikke så lang til, men jeg sagde bl.a. følgende.

Arkiver, museer og biblioteker kan på mange måder komme ud på ét, men de er altså tre, kan man sige. Her ligger hele sagen begravet, og det er det, vi skal tale om i dag. Når man kan sige, at de er ét, er det fordi, de alle har til opgave at samle kulturbærende frembringelser: genstande, tekster og bøger og stille dem til rådighed for befolkningen.

Når man kan sige, at de alligevel er tre, er det, fordi de af historiske årsager er blevet organiseret hver for sig, bor hver for sig og i mangt og meget også finansieres hver for sig. (Jens Topholm, der er stadsarkivar i Aalborg, fortalte på konferencen, at adskillelsen mellem institutionerne var særlig fastlåst i Danmark). Dybest set kan opdelingen føres helt tilbage til organiseringen af kongens kamre og beholdninger for adskillige hundrede år siden. Endnu for 20-25 år siden ville de færreste have troet, at der kunne ske opblødninger i grænsen mellem de tre typer institutioner, men der er sket en stor forandring. Og det går hurtigere og hurtigere.

Lad mig tage museerne først. Museer – i hvert fald den overvejende del af de kulturhistoriske museer – er struktureret efter to komponenter: Ting og sted. De samler ting fra bestemte steder efter bestemte kulturhistoriske principper. Men hvad sker der ved den sammenhæng, hvis en af komponenterne ændrer afgørende karakter, f.eks. “sted”. Jamen, det sker da heller ikke, kan I måske sige, men det gør det jo. Kommuner og amter bliver for eksempel nedlagt og erstattet af noget andet. Det har følgevirkninger langt ind på det kulturhistoriske område og berører forholdet til tingene, den anden komponent. For med kommunesammenlægninger sker der også museumssammenlægninger, eller der kommer i det mindste nye samarbejdsformer. Det har vi set ske.

Det betyder så, at tingene ændrer status, for den genstand, der tidligere havde fået tillagt bevaringsværdi i kraft af, at den var den eneste af sin art i den gamle kommune og dermed på det gamle museum, må nu se sig udfordret af fem tilsvarende genstande i den nye storkommune med den nye museumsorganisation. Altså kunne vi godt smide den ene af dem ud, men det gør vi nok ikke. Til gengæld vil man begynde at anlægge nye kriterier for fremtidige indsamlinger, der tager højde for den samlede bestand af genstande i den nye kommune. Det viser, hvor arbitrær selv et begreb som bevaringsværdi kan være. Og min pointe med det er, at når forbindelsen mellem den bevarede genstand og den bevarende institution viser sig at være en historisk konstruktion, er banen ved at være åben for at omtænke mange andre forhold.

Lad mig give et eksempel fra mit eget daglige arbejdsområde, som er byer. Byer kan jo defineres på mange måder fra det gamle administrative begreb købstæder til moderne netværksmodeller, hvor bydannelser anses for at være principielt grænseløse. De gamle købstæder fik hver deres museum i en bølge fra 1855-1920, i en borgerlig bestræbelse på at sammentømre en byidentitet efter et antikvarisk-borgerligt verdensbillede. Hvad så i dag? Mange – i hvert fald geografer – vil i dag hælde til at sige, at byer er samlinger af arbejdspladser, mere end de er samlinger af boliger. Vi bor ikke længere, hvor vi arbejder. Men hvad er så det lokale? Her ligger en meget stor udfordring gemt for alle lokalhistorikere. Hvis vores hjerte hælder til Berlin i ferierne, er Neues Museum så vores lokalmuseum?

Det kan også være modsat, at geograferne tager grundigt fejl, og at vores identitet stadig i langt højere grad er knyttet til vores bopæl, og der derfor stadig findes en hjemstavn. Sociologen Kirsten Simonsen har – som støtte for den tanke – analyseret moderne storbyliv og fundet, at byen ikke bør opfattes som noget, der findes i sig selv, og som udefra bestemmer grænserne for livsudfoldelsen. Byen er derimod en både konkret og mental verden, som det enkelte menneske konstruerer ud fra sine egne kropslige, sociale, materielle og symbolske erfaringer og ønsker. Byen er altså ikke, den skabes af dens mennesker hver eneste dag. Men selvfølgelig ikke fra grunden. Moderne bymennesker har en række grundfortællinger at trække på, når de skal give deres eget liv i byen dybde og perspektiv. Dem kalder Simonsen kronotyper. Den ene kronotype er ‘mobilitet og hastighed’, den anden er ‘sted og lokalsamfund’.

Disse grundfortællinger kommer fra litteraturen, medierne og private historier. Men også fra den kulturelle erindring – og dermed også fra historikerne og etnologerne. Simonsen retter en skarp kritik mod ‘lokalsamfundsfiguren’, der opfattes som en romantisk fortolkning af fortiden. Derved kritiseres både den etnologiske tradition og den moderne byplanlægning, som tager udgangspunkt i det nære liv omkring sluttede bykvarterer som forestillingen om det gode liv i byen. Folk sværger til begge fortællinger, de er både ‘mobilitet og hastighed’ og ‘sted og lokalsamfund’.

Med andre ord, lever moderne mennesker et grænseoverskridende liv. Det vidste vi jo sådan set godt. Og som kulturarbejdere indretter vi os efter det. Blandt andet med de digitale løsninger vi finder for vores kulturhistoriske formidling. For digitale medier er jo per definition grænseoverskridende. Det er muligt, at vi laver en hjemmeside henvendt til beboerne i Århus, men alle og enhver kan jo læse med. Og gør det. En lokalhistorisk hjemmeside scannes af folk fra andre segmenter end det lokale, kan man sige. Det kan være slægtshistorikeren fra et helt andet sted, der finder en personalhistorisk oplysning. Eller den skolehistorisk interesserede, der finder det, han søgte på Viborg-leksikonet på nettet.

Jeg synes, vi i dag skal diskutere, om det er rigtigt at sige, at digitale løsninger således har en tendens til at opløse det lokale?

De har også en tendens til at tømme vores læsesale! Bare spørg Statens Arkiver, der for 15 år siden fik et boom i besøgende, da de fremlagde mikroficher af kirkebøgerne og folketællingerne på læsesalene, men nu kan se det samme besøgstal dale i takt med, at de er så venlige at lægge det samme materiale på nettet.

Det er måske et sidespor, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre jer til at lægge pres på politikerne til i meget højere grad at medtænke digitale brugere, når der skal laves de forkætrede besøgsstatistikker og anden dokumentation af, hvordan omverdenen har besøgt vores kulturhistoriske institutioner. Så vidt jeg forstår, er bibliotekerne gået i gang med det for deres netbibliotekers vedkommende.

Digitale løsninger er også dyre. Det er traditionel virksomhedsdrift knyttet til institutioner selvfølgelig også, men digitale løsninger er tillige i vælten og nyder fremme fra statslige kulturpuljer, om det så gælder arkiver, museer eller biblioteker. Derfor – kunne jeg forestille mig – vil digitale projekter have en tendens til at blive bevilget til større institutioner, der kan stille en projektorganisation op og har råd til at undvære faste medarbejdere i perioder. Der er jo ofte de faste medarbejdere, der skal udgøre den nødvendige egenfinansiering af projekter.

Vil det betyde, at digitale projekter vil fremme centraliseringen af kulturhistoriske institutioner? Det vil tiden vise, og det er også et kulturpolitisk slagsmål, som jeg ikke skal komme ind på, men det er der, og det vil vokse i betydning.

Når jeg taler om digitale løsninger, er det selvfølgelig også, fordi ABM-samarbejdet i mangt og meget er digitalt. Jeg skal ikke komme meget ind på konkrete projekter; dels ved jeg ikke nok om det, dels er det emnet for flere foredrag i dag. Jeg vil nøjes med at sige, at digitalt ABM-samarbejde er i pagt med de tendenser, jeg har peget på: nye og mere flygtige identiteter, foranderlige administrative rammer og brugervenligheden.

Samkøring af registre! Det er det, det handler om. I mange andre sammenhænge et forkætret princip med fare for borgernes retssikkerhed, men inden for vores felt et ubetinget gode. Tænk på den nytte, vi og alle andre brugere vil få af, at museerne nu er ved at digitalisere deres kartoteker, at Nationalmuseet har lavet store databaser over deres samlinger og tillige fremlagt mange sagsoplysninger på Fund og Fortidsminder/Det Kulturhistoriske Centralregister, at bibliotekerne har oprettet bibliotek.dk, og at Statens Arkiver knokler med Daisy, samtidig med, at vi også har fået Danpa-databasen og alle Arkibas-databaserne. Det er intet mindre end fantastisk. Det er oplagt, at næste skridt går i retning af geokodning og yderligere integration af databaserne efter sted. Først der er vi kommet brugeren helt i møde. Men det et mål, der ligger langt ude i horisonten.

Som forsker vil jeg dog ikke undlade at rejse et enkelt advarselsflag. Det mest interessante materiale på eksempelvis et arkiv, fra forskerens synspunkt, er ofte det svært registrerbare. Det, der ligger i de kilometerlange rækker af journalsager på Rigsarkivet, regnskaberne på Erhvervsarkivet osv. De lader sig ikke registrere eller geokode. Men det er for godt til at blive glemt, når vi taler om tilgængeliggørelse.

ABM-samarbejdet skal være publikumsrettet, men helst også forskningsforberedende!

Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig god dag!

Dansk Historisk Fællesråds flagskib er tidsskriftet Fortid og Nutid. Vi mener selv, at tidsskriftet holder en høj standard, og det er da også rangeret højt på de udspil til ranking af forskningspubliceringskanaler, der er under udarbejdelse, og som vil være altafgørende for dets fremtid som anerkendt tidsskrift. Ligesom de fleste andre historiske tidsskrifter kører det imidlertid med underskud, og vi har derfor under overvejelser at omlægge det til et digitalt tidsskrift. Jeg vil gerne fremlægge mine og styrelsens overvejelser om dette.

Danske kulturhistoriske tidsskrifter er presset fra flere sider. Bortfaldet af portostøtten for nogle år siden var det første alvorlige tegn på, at vores politikere ikke nødvendigvis ville støtte udgivelsen af tidsskrifter af den slags, kulturhistorikere og andre humanister udgiver. Men det gik endda. Det hjalp også, at det ikke virkede som en sag om forskningsformidling, men indgik i en anden politisk sammenhæng, som ikke havde så meget med os at gøre.

Det nye pres er anderledes og rammer os nogle steder, hvor det gør virkelig ondt. Måske fordi det er urimeligt, måske fordi det er et ømt punkt. Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation meldte i foråret ud, at tidsskriftsstøtten for fremtiden bliver afhængig af, at tidsskriftet senest et år efter udgivelsen stilles gratis til rådighed på internettet. Av! Man kan ikke sælge et tidsskrift til nogen, der ved at vente lidt får det gratis. Eller kan man? Og har man råd til så at sige nej tak til tidsskriftsstøtten og forblive fri til at gøre, hvad man vil?

Dansk Historisk Fællesråd gik aktivt ind i den debat, der fulgte i kølvandet på Forskningsrådets udmelding. Vores redaktører af Fortid og Nutid indgav høringssvar, jeg deltog i et høringsmøde og udtalte mig til Magisterblandet, blandt andet. Vi tog også skridt til at sammenkalde redaktørerne fra landets kulturhistoriske tidsskrifter til et møde, hvor vi diskuterede de udfordringer, der er fælles for alle.

Der er flere store udfordringer, men denne gang vil jeg opholde mig ved et enkelt, nemlig presset fra digitaliseringen. Det er nok en god ide lige at se bort fra økonomien et øjeblik.

Forskningsrådets argument til fordel for digitalisering er, at offentligt betalt forskning også skal være frit tilgængelig for offentligheden. Skatteyderne skal have, hvad de har betalt for. Det kan ingen være uenig i, men det var nu ikke mit indtryk, at Forskningsrådet havde hr. og fru Danmark i tankerne, når det kom til stykket. Det var et spørgsmål om ’forskningsinfrastruktur’. Forskningen skal ikke hindres af langsom offentliggørelse af forskningsresultater, som man måske endda skal betale for. Igen kan man kun være enig, men ikke helt. Det er tydeligt, at det humanistiske forskningsråd har overtaget nogle synspunkter fra naturvidenskaben, hvor det kan være helt anderledes vigtigt at få den nyeste viden bragt hurtigt ud. Alle vil jo have den bedste lægebehandling, og ingen skal snydes for et patent. Kulturhistorisk viden har sjældent samme hastværk, og desuden holder den ofte meget længere, nogle gange i hundreder af år.

Hvem vil ikke også gerne have et tidsskrift stående på hylden? Ja, det vil jeg da, tror jeg nok, for her melder tvivlen sig. Det Kongelige Bibliotek og Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbibliotek har for eksempel for nyligt lagt ind masse kulturhistoriske tidsskrifter på nettet (www.tidsskrift.dk) Det er en fantastisk gave til os alle. Kvaliteten er ikke god, når ret skal være ret, indscanningen yder ikke forlæggene fuld retfærdighed, og det er vel et meget godt billede på, at bladæstetikken vil få det trangt i en digitaliseret verden.

Det er nu alligevel et enestående godt redskab, som der skal lyde en stor tak for. Alle de gode tidsskrifter på nettet får mit blik til at flakke lidt, når jeg kigger på mine boghylder, for kunne jeg egentlig ikke godt bruge pladsen til noget end de gamle tidsskrifter, der står der og tror, de er mine bedste venner?

Tidsskrifter er først og fremmest informationer. Når det gælder information, vinder tilgængelighed og tilpasning over traditioner og trykte medier. Jeg kan sidde ved mit skrivebord og hjulpet af Aarhus Universitets tilknytning til Statsbiblioteket få en stadig strøm af online-tidsskrifter fra hele verden ind på min computer. For dem, der ikke lige har dette ansættelsesforhold, er der lidt ringere forhold, men som tilmeldt låner er der stadig online-adgang til mere, end man nogensinde får læst, og man kan bestille kopier af ethvert tidsskrift, som det pågældende bibliotek har købt abonnement på.

Hvordan skulle jeg som formand for DHF kunne være med til at nægte andre folk de muligheder for at hente vores tidsskrift på nettet, som de giver mig for at hente deres? Der er en række årsager, som jeg kan få øje på. Selv om jeg ikke mener, de vejer tungere end de årsager, der taler i modsat retning, vil jeg nævne dem. For det er stadig tungtvejende årsager.

Et kulturhistorisk tidsskrift er mere end en tryksag. Det er også en æstetisk sag, tænk bare på vores eget tidsskrift Fortid og Nutid. Og farveillustrationer i god kvalitet er ikke en unødvendig luksus. Det er et tegn på, at redaktørerne arbejder sammen med museer, biblioteker og arkiver om at drage skjulte billeder og illustrationer frem i lyset fra deres plads i kulturarvens mørkere gemmer. Det er til alles gavn. I et digitalt tidsskrift kan der blive tale om en langt vanskeligere forhandling om ophavsrettigheder, når tidsskriftet i princippet kan hentes fra nettet igen og igen. Skulle det gå sådan, at de kulturhistoriske tidsskrifter overvejende bliver digitale, må vi håbe, at vores ABM-institutioner stiller sig forstående.

Økonomien er et tungt, ja stentungt argument her. Hvem vil købe et internettidsskrift? Ja, hvis ikke Forskningsrådet havde meldt ud med den gratis adgang efter et år, ville jeg have sagt, at jeg var helt sikker på, at man kunne få et salg, der var tilstrækkeligt til at dække de nødvendige omkostninger, der står tilbage, når trykkeregningen falder bort. For der er stadig omkostninger, til illustrationer, teknik, forlag (hvis man vælger at overdrage abonnements-, marketing- og arkivopgaver til et sådant), redaktion osv. Nu stiller sagen sig anderledes. Der regnes stadig på økonomien i en digital løsning efter de nye udmeldinger, så det vil jeg vente med at præsentere til en anden gang.

For os i en forening som Dansk Historisk Fællesråd står det også meget klart, at tidsskrifter ikke kun er informationer, de er også kultur. De fleste af vores kulturhistoriske tidsskrifter, hvis ikke dem alle, er drevet og udgivet af foreninger. De er foreningernes ansigt udadtil, deres varemærke og stolthed.

Hvem vil ikke helst bære sit varemærke synligt for enhver? Og det er da i dette tilfælde det samme som at udgive sit tidsskrift i trykt form? Nej, det er jeg ikke sikker på. Nogle af vores tidsskrifter, der engang havde et publikum i den ikke-akademiske verden, er i dag rene forskningstidsskrifter. Hvorfor ikke sige det, som det er? Det er disse tidsskrifter, der har problemer med faldende salg, mens jeg har indtryk af, at en række af de klassiske lokalhistoriske årbøger egentlig klarer sig meget godt. I den forskningsmæssige verden må man fastholde, at varemærke og status ikke knytter sig til mediet, men til kvalitet og forskningsmæssig bedømmelse. Det taler så alligevel ikke imod digitalisering af for eksempel Fortid og Nutid.

Det offentlige ansigt for en forening og et tidsskrift må skifte, når offentligheden forandrer sig. Den digitale offentlighed er på vej frem, e-handel er på vej frem, men medlemstal i historiske foreninger er på vej ned. Hvor mange af mine studerende holder et historisk tidsskrift? Det kan tælles på én hånd.

Det er disse forhold, der taler for, at vi lægger Fortid og Nutid om til et digitalt tidsskrift. Vi er opmærksomme på, at der skal være overgangsløsninger, så tidsskriftet i en periode også kan bestilles på papir. Men den endelige løsning overvejer vi som sagt endnu. Jeg vil meget gerne høre reaktioner på sagen.