jun 22 2009

historie-onlines udvikler får stor pris

Charlotte S.H. Jensen modtog forleden Danske Videnskabsjournalisters Genius-pris for formidling af højeste karat. Charlotte er historie-onlines nyhedsredaktør og ansvarlig for grafik og udvikling. Til daglig er hun ansat på Nationalmuseet.

Charlotte er helt sikkert for beskeden til at optage nyheden på historie-online, så derfor må jeg gå ad bagdøren og bringe den her i min blog. Det er hendes og Poul Porskær Poulsens fortjeneste, at vi har en central nyhedskanal for formidling af arbejdet på landets historiske institutioner, i de historiske foreninger og andre steder. Hun har fået prisen for dette arbejde og for sit arbejde på Nationalmuseet. Man har sikkert også skelet til hendes mangeårige, uselviske arbejde med at hjælpe foreninger og institutioner med websites og til de mange foredrag, hun har holdt over hele landet.

Formand for Danske Videnskabsjournalister, Michael de Laine, fortæller om baggrunden: 

”Hun har været ildsjæl for mange nye forskningsformidlende initiativer, bl.a. har hun bragt Nationalmuseet ind på de sociale netværk som FaceBook og YouTube, hun har startet Formidlingsnet.dk og er idekvinde til www.historie-online.dk – nettets mest synlige site om historie, arkæologi, arkiver, museer og kulturarv. Derfor er hun en helt oplagt modtager af vores pris og anerkendelse,” udtaler han. Charlotte deler prisen med DNA-forsker Eske Willerslev.

Hjertelig til lykke, Charlotte!

No responses yet