h-o blog

Organisationen Danske Arkiver holdt årsmøde forleden. Jeg var inviteret til at give keynote-foredraget, hvad jeg selvfølgelig var meget stolt af. Emnet var givet. Det skulle handle om ”velfærdsstatens materielle kulturarv”. Det er jo ikke så lidt. Det er en hel samfundsforms fysiske arv. Det er stort set hele det guddommelige skaberværk i en periode, som vi kan sige gik fra 1895-2012 eller måske 1915-1980.

Det blev til et foredrag om kulturmiljøer, kulturarv og arkivernes rolle i udpegningen og forvaltningen af det, der skal bevares for eftertiden. Fokus blev lagt på ”de store arvestykker” i byen: byarkituren, byens boliger, institutioner og produktionssteder – eller med andre ord igen: dens arkitektoniske typologier og fysiske miljøer. Jeg talte om, hvordan de nu nedlagte kulturmiljøråd havde grebet deres arbejde an, og jeg var kritisk over for den brede tilgang til, hvordan et helt miljø kunne ses som en afspejling af fortiden. I hvert fald, når det gælder byerne.

Byerne bør man se som et helt kulturmiljø for sig. Den fysiske ramme om en moderne livsform, nemlig det moderne byliv i sig selv. Selvom kulturmiljørådene mange steder har leveret fremragende beskrivelser af bevarede miljøer af historisk værdi i byerne, har det været svært at omsætte deres anbefalinger til planlægning. Det er tankevækkende, at kommercielle kræfter og ændrede arkitektoniske opfattelser har gjort mere for bevaringen af industrielle miljøer og gamle fabrikker i byerne end den samlede bestand af kulturforvaltere! Det er selvfølgelig også held.

Til gengæld har vi helt sikkert været med til at højne kvalitetsbevidstheden hos planlæggere, bygherrer og arkitekter, når det kommer til at fastholde historien i udslidte bygninger fra industri- og velfærdssamfundet.

Arkiverne var mange steder stærkt medvirkende til at få lavet kommuneatlasser. En bestræbelse, der løb ved siden af kulturmiljørådene. Kommuneatlasprojektet voksede frem i begyndelsen af 1990’erne på grundlag af den såkaldte SAVE-registrering (Survey of Architectural Values in the Environment) – og opererede med tre grundbegreber Den topografiske undersøgelse, Den historiske analyse og Den arkitektoniske iagttagelse. Hovedkræfterne bag atlasserne har aldrig lagt skjul på, at den arkitektoniske iagttagelse var den vigtigste, men helhedssynet var selvfølgelig også vigtigt.

I praksis er det i mange kommuner blevet til, at man kigger på de tal for bevaringsværdier, som kommuneatlasserne hæftede på alle bygninger. Men vel at mærke kun bygninger fra før 1940.

Mit foredrag gik lidt videre ind i de problemer, der knytter sig til de to former for værdisætning – miljø og arkitektur. Etnologen Thomas Højrup har plæderet for at tænke i mindesmærker eller tankesteder – Denkmäler – i stedet for; steder, der indbyder til eftertanke og historisk refleksion (i Carlberg og Christensen: Kulturmiljø – mellem forskning og politisk praksis, 2003). Det kunne være en vej rundt om problemerne.

En anden vej til at værdisætte byernes kulturarv var at tage et mere direkte afsæt i overvejelser om byrummet som et specifikt sted. Jeg greb her tilbage til en gennemgang af den stedsfænomenologi, jeg ved en tidligere lejlighed har sakset fra Frederik Stjernfelt (i bogen Den moderne by fra 2007). Den moderne by er præget af fremvæksten af en skov af private og halvprivate steder, som den før-moderne by ikke kendte til: butikker og specialværksteder, forsamlings- og foreningshuse, og andre samlingssteder, banker, offentlige anlæg – og altså langt fra kun fabrikker.

Kulturarvsstyrelsen kom vi også omkring. Det lader til, at styrelsen er lidt uafklaret på dette felt. Den opfordrer både til at anvende kulturmiljømetoden og kommuneatlastanken i byernes planlægning – men det er tydeligt, at det kan forbedres meget.

Det her er vigtigt at pointere, fordi kommunerne skal kortlægge og registrere kulturmiljøers og bygningers bevaringsværdier i de kommende kommuneplaner, der gælder fra 2013 og fire år frem.

Det er altså nu, vi skal i gang, hvis vi vil påvirke processen – og dermed direkte overføre vores viden til fremtidens by og dens mennesker. Måske skulle man lade arkiverne komme til? Måske skulle man tænke i andre måder til at fastholde en bygning eller et miljøs historie end ved bevaring og fredning alene?

Jeg har lige lagt Fortid og Nutid 2008:3 fra mig efter at have læst et debatindlæg af Keld Dalsgaard Larsen. Han er museumsinspektør ved Silkeborg Museum gennem mange år, og han skriver om “Lokalmuseum i en globaliseret verden”.

Han begynder med at konstatere, at museer altid har tjent andres formål, kongens, statens, nationens, folkets, men at de i dag må finde en plads blandt andre aktører på et oplevelsesorientereret marked. I en verden, som den af i dag, hvor der angiveligt ikke findes ét centrum, hvorfra verdensanskuelsen eller dominansen udgår, men mange centre, er det ikke længere så ligetil at finde ud, hvis formål museer tjener i dag. Dalsgård mener ikke, at de kan tjene deres eget formål, de kan ikke danne “en elitær fortrop, som magter at trække samfundet i en bestemt, ønsket retning”.

Dalsgaard Larsen argumenter for, at museer er samfundsbevarende institutioner, som kan sætte vores liv i perspektiv ved at holde det op mod fortiden, og de kan forlige os med den dimension – fortiden – som vi er dømte til altid at tabe i vores liv ved at bevare fysiske genstande fra den. Dalsgaard Larsen er ikke så ræd for at mene, at det museerne, der er eksperter her: “Det giver ingen mening, at publikum uimodsagt selv kan skabe sig sin fortid, nutid og fremtid.”.

Det ved jeg nu ikke. Det kan da give masser af mening, men ikke den mening, Keld Dalsgaard Larsen taler for. Han er efter de individorienterede træk ved vores civilisation, hvor hver mand og kvinde søger sin mening med livet bekræftet gennem forbrug og underholdning, som ikke er rodfæstet i en lokalitet, men underkastet strømningerne på et globalt varemarked. Og når dermed frem til sin egentlige pointe, som er, at lokale museer er uundværlige, når mennesker skal forankres i den fysiske virkelighed med viden om det sted, de bor, og hvorfra de henter deres medmenneskers anerkendelse. Museer skal tage de ansvar på sig, mener han, og turde definere deres egen rolle og budskab, og provokerende skriver han: “Med fokusgrupper kan man øjne karikaturen: Hvad synes I selv? Hvad ønsker I selv? Hvad vil I have?”.

Helt andre toner slås an i indbydelsen til Organisationen Danske Museers årlige formidlingsmøde. Det hedder i år “OUREACH- who dares wins”. Det hedder her: “Det vil sige at det ikke kun er museet, der kommer ud og lærer fra sig. Det handler også om hvilke behov modtagerne har. Helt ud i yderste led, hvor brugerne inddrages i hvad succeskriterierne for projektet er, og hvorledes det skal evalueres. Det er ikke længere det “anførende” museum, som definerer succeskriterierne. Brugerdialogen stiller spørgsmål ved hvilket INDHOLD og hvilken METODE man benytter under projekterne.”

Nå, tænker man så. Museerne har ikke fodslag her, men det er der jo heller ingen, der bedt dem om at have. Mon ikke Dalsgaard Larsen undervurderer, hvor dybt individualismen stikker, at den ikke kun er et påfund til at få markedet til at køre rundt, men at den er et udtryk for et langt, sejt antiautoritært opgør. På den anden side må man håbe, at museernes formidlere også nøje overvejer konsekvenserne for deres egen faglighed, når de går i gang med det i øvrigt meget spændende program for interaktion med publikum.

Stedsdimensionen er i centrum for megen forskning i disse år som et korrektiv til forestillingen om det frit svævende globale menneske. OUTREACH kræver vel også en platform, som man kan stå på, når man rækker ud efter succes? De lokale museer har selvfølgelig en fremtid.