h-o blog

Organisationen Danske Arkiver holdt årsmøde forleden. Jeg var inviteret til at give keynote-foredraget, hvad jeg selvfølgelig var meget stolt af. Emnet var givet. Det skulle handle om ”velfærdsstatens materielle kulturarv”. Det er jo ikke så lidt. Det er en hel samfundsforms fysiske arv. Det er stort set hele det guddommelige skaberværk i en periode, som vi kan sige gik fra 1895-2012 eller måske 1915-1980.

Det blev til et foredrag om kulturmiljøer, kulturarv og arkivernes rolle i udpegningen og forvaltningen af det, der skal bevares for eftertiden. Fokus blev lagt på ”de store arvestykker” i byen: byarkituren, byens boliger, institutioner og produktionssteder – eller med andre ord igen: dens arkitektoniske typologier og fysiske miljøer. Jeg talte om, hvordan de nu nedlagte kulturmiljøråd havde grebet deres arbejde an, og jeg var kritisk over for den brede tilgang til, hvordan et helt miljø kunne ses som en afspejling af fortiden. I hvert fald, når det gælder byerne.

Byerne bør man se som et helt kulturmiljø for sig. Den fysiske ramme om en moderne livsform, nemlig det moderne byliv i sig selv. Selvom kulturmiljørådene mange steder har leveret fremragende beskrivelser af bevarede miljøer af historisk værdi i byerne, har det været svært at omsætte deres anbefalinger til planlægning. Det er tankevækkende, at kommercielle kræfter og ændrede arkitektoniske opfattelser har gjort mere for bevaringen af industrielle miljøer og gamle fabrikker i byerne end den samlede bestand af kulturforvaltere! Det er selvfølgelig også held.

Til gengæld har vi helt sikkert været med til at højne kvalitetsbevidstheden hos planlæggere, bygherrer og arkitekter, når det kommer til at fastholde historien i udslidte bygninger fra industri- og velfærdssamfundet.

Arkiverne var mange steder stærkt medvirkende til at få lavet kommuneatlasser. En bestræbelse, der løb ved siden af kulturmiljørådene. Kommuneatlasprojektet voksede frem i begyndelsen af 1990’erne på grundlag af den såkaldte SAVE-registrering (Survey of Architectural Values in the Environment) – og opererede med tre grundbegreber Den topografiske undersøgelse, Den historiske analyse og Den arkitektoniske iagttagelse. Hovedkræfterne bag atlasserne har aldrig lagt skjul på, at den arkitektoniske iagttagelse var den vigtigste, men helhedssynet var selvfølgelig også vigtigt.

I praksis er det i mange kommuner blevet til, at man kigger på de tal for bevaringsværdier, som kommuneatlasserne hæftede på alle bygninger. Men vel at mærke kun bygninger fra før 1940.

Mit foredrag gik lidt videre ind i de problemer, der knytter sig til de to former for værdisætning – miljø og arkitektur. Etnologen Thomas Højrup har plæderet for at tænke i mindesmærker eller tankesteder – Denkmäler – i stedet for; steder, der indbyder til eftertanke og historisk refleksion (i Carlberg og Christensen: Kulturmiljø – mellem forskning og politisk praksis, 2003). Det kunne være en vej rundt om problemerne.

En anden vej til at værdisætte byernes kulturarv var at tage et mere direkte afsæt i overvejelser om byrummet som et specifikt sted. Jeg greb her tilbage til en gennemgang af den stedsfænomenologi, jeg ved en tidligere lejlighed har sakset fra Frederik Stjernfelt (i bogen Den moderne by fra 2007). Den moderne by er præget af fremvæksten af en skov af private og halvprivate steder, som den før-moderne by ikke kendte til: butikker og specialværksteder, forsamlings- og foreningshuse, og andre samlingssteder, banker, offentlige anlæg – og altså langt fra kun fabrikker.

Kulturarvsstyrelsen kom vi også omkring. Det lader til, at styrelsen er lidt uafklaret på dette felt. Den opfordrer både til at anvende kulturmiljømetoden og kommuneatlastanken i byernes planlægning – men det er tydeligt, at det kan forbedres meget.

Det her er vigtigt at pointere, fordi kommunerne skal kortlægge og registrere kulturmiljøers og bygningers bevaringsværdier i de kommende kommuneplaner, der gælder fra 2013 og fire år frem.

Det er altså nu, vi skal i gang, hvis vi vil påvirke processen – og dermed direkte overføre vores viden til fremtidens by og dens mennesker. Måske skulle man lade arkiverne komme til? Måske skulle man tænke i andre måder til at fastholde en bygning eller et miljøs historie end ved bevaring og fredning alene?

Historiens Hus Hvidovre og Brøndby Lokalarkiv er nu ét og det samme, men under nyt navn, Forstadsmuseet.

Det er et lidt frækt navn, for der er jo andre forstæder, og de har også museer. Men jeg tror, at man her på stedet længe har haft et ønske om at sætte “Forstaden” med stort F og i bestemt form på landkortet, og så er navnet faldet naturligt. Det her med at sætte noget “på landkortet” er jo noget, vi siger, når vi ønsker at fremhæve noget og gøre det synligt og til at finde for andre. Man bruger jo ikke landkort for at finde sig selv, men for at blive fundet af andre eller finde hen til andre. Og så har det også betydning, at noget først kommer “på landkortet”, når det er stort nok. Når det kan ses. Hvidovre og Brøndby har som byområder altid været store nok til at komme på landkortet – altså det rigtige landkort fra Geodætisk Institut og den slags – mens sagen har stillet sig anderledes med andre og mere symbolske landkort.

Det vil måske undre jer, men det er faktisk sådan, at jeg stadig kan huske, da jeg som en ret stor dreng første gang så navnet “Brøndby” på et vejskilt ude fra motorvejen. Så fandtes byen altså i virkeligheden. Det samme gjaldt sådan set Hvidovre – forskellen var bare, at jeg engang i min jyske barndom havde mødt en mand fra Hvidovre. Men jeg var ude af stand til faktisk at finde byen på et landkort.

Vejen ind på det symbolske landkort har været lang for forstæderne her på Vestegnen. Men det har været spændende at følge med i – udefra – hvordan man her har arbejdet med historien som et redskab. Historikere er vante til at komme bagefter og kaste lys over fortiden, men her har man altså forstået, at historie også er identitetspolitik for nutiden.

Der er mange, der i dag rundt om i kommunerne arbejder med at fastlægge og rendyrke deres “identitet”. Jeg er på flere måder skeptisk over for den bestræbelse; men jeg kan da godt se, hvad den kommer af. Den kommer af en meget forstærket bykonkurrence, hvor traditionelle arbejdspladser forsvinder og erstattes af et arbejdsmarked med en mere specialiseret arbejdskraft. Og denne arbejdskraft skal tiltrækkes og fastholdes – og her er historien og kulturarven i spil som nogle af de kræfter, der trækkes på. Nogle mener så, at man skal finde frem til et steds identitet og rendyrke den i markedsføringen af byen. Jeg synes, man skal skelne meget præcist mellem den identitet, man vil sælge sig på udadtil, og det historiske identitetsarbejde, man vil lave indadtil, over for sine egne borgere. Over for sine egne synes jeg, at det er meget bedre at fokusere på kvalitet og kvalitetsbevidsthed. “Kvalitetsbevidsthed” – det er at være opmærksom på de kvaliteter, der knytter sig til det sted, man bor, og som jeg så i en ny pjece fra Kulturarvsstyrelsen, “6 Gode Grunde til at bruge bygningskulturarven i kommunen”, så er der rundt omkring gode eksempler på, hvordan folk tager bedre vare på deres kvarter, når de får oplysninger om den historie og de kvaliteter, der knytter sig til stedet.

Her har Historiens Hus Hvidovere gået foran og arbejdet med “Historien i Gaden og med det, de kaldt “Kulturarvsmetoden”, hvor man blandt deler byen i en masse små kvarterer og finder deres kendetegn. Det har så givet grundlag for et meget tæt samarbejde mellem den kommunale planlægningsforvaltning og kulturhistorien.

En forstad orienterer sig mod centrum. Hvidovre behøver ikke have et kongeligt teater, Brøndby kan undvære en opera og et statsligt kunstmuseum, for det har København. De statslige kulturinstitutioner orienterer sig naturligt efter at tiltrække folk fra Hvidovre og andre forstadskommuner som publikummer og som målgruppe – men der er ingen, der tager sig af Hvidovres og Brøndbys historie, hvis de ikke selv gør. I dag er der stort fokus på livet i city, vores tidsalder er præget af storbykvaliteter. Men engang var det omvendt. I 1970’erne var København et sted, man forlod, og forstaden et sted, man søgte til og værdsatte højt. Det er ikke længe siden, og det er naturligt, at man kan finde tilbage til nogle af de ønsker og drømme, som engang var i forstadens favør, og det er naturligt at bede historikere og etnologer arbejde sammen, som man gør her i huset. For forstædernes historie er først ved at blive skrevet nu; af de generationer, der har boet her hele deres liv, føler sig knyttet til dette sted og ønsker at se dette sted udvikle sig. Ligesom man ikke kender et nyt land, før man har boet der et år og fået alle årstider med, kender man måske heller ikke forstædernes historie og historiske kvaliteter i nutiden, før de første generationer er vokset op og har forladt dem – og står over for valget: Skal jeg flytte tilbage? Hvad vejer dette sted op over andre steder, jeg har været?

Og når jeg her taler om de første generationer, så må ældre borgere meget undskylde, for jeg ved godt, at Hvidovre og Brøndby går langt tilbage i tiden, men jeg tænker altså på den store tilvandringsbølge i 1960’erne og 1970’erne.

Man kan nogle gange få det indtryk, at kulturarvsarbejde i dag handler om skabe fortællinger. Det er i hvert fald et udtryk, man møder tit: “Fortællingen om velfærdssamfundets historie skal nå ud til befolkningen” osv. Jeg har mødt museumschef Poul Sverrild nogle gange gennem årene, og det er rigtigt, som det er sagt, at kommuner skal støtte kulturarvsarbejde, fordi det kalder ildsjæle frem, og ildsjæle trækker hele deres lokalsamfund med op. Og sådan en er Poul. Poul bad på et tidspunkt Dansk Center for Byhistorie, som jeg er leder af, træde ind i en kommende bestyrelse, og da jeg håber, at Forstadsmuseet snart kan træde et skridt længere frem i museumshierarkiet – for det har det fortjent – sagde jeg ja til at være med. Men jeg er også kommet til at tænke på, at Poul gennem årene har solgt Forstadshistorien som en “modfortælling” – et rettelse eller tilføjelse til den normale historie. Som den grimme ælling i andegården. Men kan det nu passe?

Forstadshistorien må i dag siges at være en integreret del af byhistorien. Byhistorien har bevæget sig ud af de gamle købstæder, omend ikke helt i samme takt som befolkningen flyttede ud til forstæderne, for historikerne og etnologerne kom lidt bagefter. Der er blevet kæmpet ihærdigt for, at forstadshistorie var en ligeværdig del af bysamfundenes historie; og det har også været en kamp for anerkendelse af, at industrien var en ligeværdig del af historien, at parcelhuset var det, at indkøbscentret var det, og de store planbyggerier var det. Bysamfundenes historie har ikke kun udspillet sig i købmandsgårde, fashionable stormagasiner, klassiske villaer, århundreder gamle gader eller i boligkarreer og baggårde fra industrialismens barndom.

Ingen bør i dag sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af forstadshistorien, og det er derfor, jeg ikke tror, at Poul kan blive ved med at sælge historien som en “modfortælling”. Forstadshistorien er med store skridt på vej ind i forskningen, formidlingen og identitetspolitikken på linje med de andre ænder i andegården. Det er ikke mindst på grund af arbejdet herude. Og det vil jeg gerne ønske jer alle hjertelig til lykke med.

Statens Arkiver har været drivkraften i det omfattende arbejde, og en række foreninger og organisationer har bakket op. Succesen skyldtes flere ting. Arkivvæsenets folk har været dygtige til at samle kræfterne og drage fordel af den store genealogiske interesse, og udbredelsen af hjemmecomputere har understøttet projektet. Det har ikke alene været et folkeligt forankret projekt, for forskningen har på mange måder kunne høste viden og resultater af de mange indsamlede data. Mine studerende anvender materialet igen og igen.

En anden grund til succesen har vel også været, at det er blevet klart for enhver, at arkiverne ikke er for og om de få. Vi står alle nævnt derinde. Måske ikke lige os selv, men så vores forfædre. Vi kan følge slægters gang, og vi kan følge den store folkevandring fra land til by, som har formet det samfund, vi lever i.

Men er vi ikke kommet langt nok nu? OK, måske ikke lige nu, men så snart, for selvom man er kommet langt, er der stadig mange, mange protokoller med krøllede bogstaver og tal tilbage.

Er det et forskningsmæssigt fremskridt at blive ved med at renskrive navne i tusindtal? Jeg synes, man bør overveje at sadle om i nær fremtid. På Lomborgsk vis kan vi spørge, hvor vi får mest for indsatsen. Statens Arkiver rummer så meget andet materiale, der også kan forene personligt engagement, lokale kræfter og lokal identitet med en national strategi. Hvorfor ikke renskrive andre væsentlige og fortællende kildegrupper? Hvad med rådstueprotokollerne og tingbøgerne? Supplikprotokollerne og brevbøgerne?

Det er kvalitative kilder, Det er fortællinger, der kommer hele vejen rundt om menneskers eksistens i fortiden. Og navnestoffet er stort og af genealogisk interesse, så den store skare af indtastere vil ikke tørste. Det er også reflekterende kilder, der åbner for indsigt og fortolkning, og som skaber kontekst og sammenhæng i de historiske data. Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

I dagens Politiken står fire markante nyheder fra historiens verden ved siden af hinanden. Videnskabsminister Helge Sander vil have et virtuelt universitet, rigsarkivar Johan Peter Noack varsler sin afgang med udgangen af oktober, UNESCO åbner et digitalt bibliotek for global kulturarv, og vi får at vide, at bevillingerne til museerne fra 2011 overgår fra staten til kommunerne. Hvordan hænger det sammen?

Der tegner sig atter nye streger på landkortet over historiske institutioner herhjemme. Noack kan se tilbage på 17 års virke, og han fremhæver især de store forandringer, som it-teknologien har betydet for arkivvæsenet, og som han har glædet sig over at stå i spidsen for. Der er også grund til at kippe med flaget over den omfattende digitalisering af søgemaskiner og registraturer, Statens Arkiver har været og stadig er i gang med.

Det Kongelige Bibliotek er endnu ikke med i World Digital Library, men bibliotekets chef, Erland Kolding Nielsen, fortæller, at det agter man at komme. De store statslige institutioner fortsætter altså arbejdet med at digitalisere de store samlinger.

Ved alle de borde, jeg sidder ved – i faglig sammenhæng – diskuterer man fra tid til anden digitalisering af kulturarv. Tidsskrifter ikke mindst (åh ja, hvad med Fortid og Nutid?).  Betænkelighederne er  ofte mange, forventningerne også. Men som eksemplerne ovenfor viser, skal alle gøre sig helt klart, hvor stærke kræfter der arbejder for at flytte historisk viden fra papir til computer.

Er det så egentlig ikke en god ide at flytte museumspengene fra stat til kommuner? Hvis staten og politikerne tænker i de store digitaliseringslinjer, er det så ikke meget godt, at forvaltningen af museerne kommer ud til kommunerne, hvor man har hinanden i øjenhøjde? Hvor der er plads til lokale satsninger, men også hvor man kan risikere, at der er mere kontant afregning, hvis man ikke bevæger sig.  Museumsfusionerne i de senere år har banet vejen, så museerne rigtig mange steder står stærkt over for de lokale polikere.