h-o blog

Organisationen Danske Arkiver holdt årsmøde forleden. Jeg var inviteret til at give keynote-foredraget, hvad jeg selvfølgelig var meget stolt af. Emnet var givet. Det skulle handle om ”velfærdsstatens materielle kulturarv”. Det er jo ikke så lidt. Det er en hel samfundsforms fysiske arv. Det er stort set hele det guddommelige skaberværk i en periode, som vi kan sige gik fra 1895-2012 eller måske 1915-1980.

Det blev til et foredrag om kulturmiljøer, kulturarv og arkivernes rolle i udpegningen og forvaltningen af det, der skal bevares for eftertiden. Fokus blev lagt på ”de store arvestykker” i byen: byarkituren, byens boliger, institutioner og produktionssteder – eller med andre ord igen: dens arkitektoniske typologier og fysiske miljøer. Jeg talte om, hvordan de nu nedlagte kulturmiljøråd havde grebet deres arbejde an, og jeg var kritisk over for den brede tilgang til, hvordan et helt miljø kunne ses som en afspejling af fortiden. I hvert fald, når det gælder byerne.

Byerne bør man se som et helt kulturmiljø for sig. Den fysiske ramme om en moderne livsform, nemlig det moderne byliv i sig selv. Selvom kulturmiljørådene mange steder har leveret fremragende beskrivelser af bevarede miljøer af historisk værdi i byerne, har det været svært at omsætte deres anbefalinger til planlægning. Det er tankevækkende, at kommercielle kræfter og ændrede arkitektoniske opfattelser har gjort mere for bevaringen af industrielle miljøer og gamle fabrikker i byerne end den samlede bestand af kulturforvaltere! Det er selvfølgelig også held.

Til gengæld har vi helt sikkert været med til at højne kvalitetsbevidstheden hos planlæggere, bygherrer og arkitekter, når det kommer til at fastholde historien i udslidte bygninger fra industri- og velfærdssamfundet.

Arkiverne var mange steder stærkt medvirkende til at få lavet kommuneatlasser. En bestræbelse, der løb ved siden af kulturmiljørådene. Kommuneatlasprojektet voksede frem i begyndelsen af 1990’erne på grundlag af den såkaldte SAVE-registrering (Survey of Architectural Values in the Environment) – og opererede med tre grundbegreber Den topografiske undersøgelse, Den historiske analyse og Den arkitektoniske iagttagelse. Hovedkræfterne bag atlasserne har aldrig lagt skjul på, at den arkitektoniske iagttagelse var den vigtigste, men helhedssynet var selvfølgelig også vigtigt.

I praksis er det i mange kommuner blevet til, at man kigger på de tal for bevaringsværdier, som kommuneatlasserne hæftede på alle bygninger. Men vel at mærke kun bygninger fra før 1940.

Mit foredrag gik lidt videre ind i de problemer, der knytter sig til de to former for værdisætning – miljø og arkitektur. Etnologen Thomas Højrup har plæderet for at tænke i mindesmærker eller tankesteder – Denkmäler – i stedet for; steder, der indbyder til eftertanke og historisk refleksion (i Carlberg og Christensen: Kulturmiljø – mellem forskning og politisk praksis, 2003). Det kunne være en vej rundt om problemerne.

En anden vej til at værdisætte byernes kulturarv var at tage et mere direkte afsæt i overvejelser om byrummet som et specifikt sted. Jeg greb her tilbage til en gennemgang af den stedsfænomenologi, jeg ved en tidligere lejlighed har sakset fra Frederik Stjernfelt (i bogen Den moderne by fra 2007). Den moderne by er præget af fremvæksten af en skov af private og halvprivate steder, som den før-moderne by ikke kendte til: butikker og specialværksteder, forsamlings- og foreningshuse, og andre samlingssteder, banker, offentlige anlæg – og altså langt fra kun fabrikker.

Kulturarvsstyrelsen kom vi også omkring. Det lader til, at styrelsen er lidt uafklaret på dette felt. Den opfordrer både til at anvende kulturmiljømetoden og kommuneatlastanken i byernes planlægning – men det er tydeligt, at det kan forbedres meget.

Det her er vigtigt at pointere, fordi kommunerne skal kortlægge og registrere kulturmiljøers og bygningers bevaringsværdier i de kommende kommuneplaner, der gælder fra 2013 og fire år frem.

Det er altså nu, vi skal i gang, hvis vi vil påvirke processen – og dermed direkte overføre vores viden til fremtidens by og dens mennesker. Måske skulle man lade arkiverne komme til? Måske skulle man tænke i andre måder til at fastholde en bygning eller et miljøs historie end ved bevaring og fredning alene?

Historiens Hus Hvidovre og Brøndby Lokalarkiv er nu ét og det samme, men under nyt navn, Forstadsmuseet.

Det er et lidt frækt navn, for der er jo andre forstæder, og de har også museer. Men jeg tror, at man her på stedet længe har haft et ønske om at sætte “Forstaden” med stort F og i bestemt form på landkortet, og så er navnet faldet naturligt. Det her med at sætte noget “på landkortet” er jo noget, vi siger, når vi ønsker at fremhæve noget og gøre det synligt og til at finde for andre. Man bruger jo ikke landkort for at finde sig selv, men for at blive fundet af andre eller finde hen til andre. Og så har det også betydning, at noget først kommer “på landkortet”, når det er stort nok. Når det kan ses. Hvidovre og Brøndby har som byområder altid været store nok til at komme på landkortet – altså det rigtige landkort fra Geodætisk Institut og den slags – mens sagen har stillet sig anderledes med andre og mere symbolske landkort.

Det vil måske undre jer, men det er faktisk sådan, at jeg stadig kan huske, da jeg som en ret stor dreng første gang så navnet “Brøndby” på et vejskilt ude fra motorvejen. Så fandtes byen altså i virkeligheden. Det samme gjaldt sådan set Hvidovre – forskellen var bare, at jeg engang i min jyske barndom havde mødt en mand fra Hvidovre. Men jeg var ude af stand til faktisk at finde byen på et landkort.

Vejen ind på det symbolske landkort har været lang for forstæderne her på Vestegnen. Men det har været spændende at følge med i – udefra – hvordan man her har arbejdet med historien som et redskab. Historikere er vante til at komme bagefter og kaste lys over fortiden, men her har man altså forstået, at historie også er identitetspolitik for nutiden.

Der er mange, der i dag rundt om i kommunerne arbejder med at fastlægge og rendyrke deres “identitet”. Jeg er på flere måder skeptisk over for den bestræbelse; men jeg kan da godt se, hvad den kommer af. Den kommer af en meget forstærket bykonkurrence, hvor traditionelle arbejdspladser forsvinder og erstattes af et arbejdsmarked med en mere specialiseret arbejdskraft. Og denne arbejdskraft skal tiltrækkes og fastholdes – og her er historien og kulturarven i spil som nogle af de kræfter, der trækkes på. Nogle mener så, at man skal finde frem til et steds identitet og rendyrke den i markedsføringen af byen. Jeg synes, man skal skelne meget præcist mellem den identitet, man vil sælge sig på udadtil, og det historiske identitetsarbejde, man vil lave indadtil, over for sine egne borgere. Over for sine egne synes jeg, at det er meget bedre at fokusere på kvalitet og kvalitetsbevidsthed. “Kvalitetsbevidsthed” – det er at være opmærksom på de kvaliteter, der knytter sig til det sted, man bor, og som jeg så i en ny pjece fra Kulturarvsstyrelsen, “6 Gode Grunde til at bruge bygningskulturarven i kommunen”, så er der rundt omkring gode eksempler på, hvordan folk tager bedre vare på deres kvarter, når de får oplysninger om den historie og de kvaliteter, der knytter sig til stedet.

Her har Historiens Hus Hvidovere gået foran og arbejdet med “Historien i Gaden og med det, de kaldt “Kulturarvsmetoden”, hvor man blandt deler byen i en masse små kvarterer og finder deres kendetegn. Det har så givet grundlag for et meget tæt samarbejde mellem den kommunale planlægningsforvaltning og kulturhistorien.

En forstad orienterer sig mod centrum. Hvidovre behøver ikke have et kongeligt teater, Brøndby kan undvære en opera og et statsligt kunstmuseum, for det har København. De statslige kulturinstitutioner orienterer sig naturligt efter at tiltrække folk fra Hvidovre og andre forstadskommuner som publikummer og som målgruppe – men der er ingen, der tager sig af Hvidovres og Brøndbys historie, hvis de ikke selv gør. I dag er der stort fokus på livet i city, vores tidsalder er præget af storbykvaliteter. Men engang var det omvendt. I 1970’erne var København et sted, man forlod, og forstaden et sted, man søgte til og værdsatte højt. Det er ikke længe siden, og det er naturligt, at man kan finde tilbage til nogle af de ønsker og drømme, som engang var i forstadens favør, og det er naturligt at bede historikere og etnologer arbejde sammen, som man gør her i huset. For forstædernes historie er først ved at blive skrevet nu; af de generationer, der har boet her hele deres liv, føler sig knyttet til dette sted og ønsker at se dette sted udvikle sig. Ligesom man ikke kender et nyt land, før man har boet der et år og fået alle årstider med, kender man måske heller ikke forstædernes historie og historiske kvaliteter i nutiden, før de første generationer er vokset op og har forladt dem – og står over for valget: Skal jeg flytte tilbage? Hvad vejer dette sted op over andre steder, jeg har været?

Og når jeg her taler om de første generationer, så må ældre borgere meget undskylde, for jeg ved godt, at Hvidovre og Brøndby går langt tilbage i tiden, men jeg tænker altså på den store tilvandringsbølge i 1960’erne og 1970’erne.

Man kan nogle gange få det indtryk, at kulturarvsarbejde i dag handler om skabe fortællinger. Det er i hvert fald et udtryk, man møder tit: “Fortællingen om velfærdssamfundets historie skal nå ud til befolkningen” osv. Jeg har mødt museumschef Poul Sverrild nogle gange gennem årene, og det er rigtigt, som det er sagt, at kommuner skal støtte kulturarvsarbejde, fordi det kalder ildsjæle frem, og ildsjæle trækker hele deres lokalsamfund med op. Og sådan en er Poul. Poul bad på et tidspunkt Dansk Center for Byhistorie, som jeg er leder af, træde ind i en kommende bestyrelse, og da jeg håber, at Forstadsmuseet snart kan træde et skridt længere frem i museumshierarkiet – for det har det fortjent – sagde jeg ja til at være med. Men jeg er også kommet til at tænke på, at Poul gennem årene har solgt Forstadshistorien som en “modfortælling” – et rettelse eller tilføjelse til den normale historie. Som den grimme ælling i andegården. Men kan det nu passe?

Forstadshistorien må i dag siges at være en integreret del af byhistorien. Byhistorien har bevæget sig ud af de gamle købstæder, omend ikke helt i samme takt som befolkningen flyttede ud til forstæderne, for historikerne og etnologerne kom lidt bagefter. Der er blevet kæmpet ihærdigt for, at forstadshistorie var en ligeværdig del af bysamfundenes historie; og det har også været en kamp for anerkendelse af, at industrien var en ligeværdig del af historien, at parcelhuset var det, at indkøbscentret var det, og de store planbyggerier var det. Bysamfundenes historie har ikke kun udspillet sig i købmandsgårde, fashionable stormagasiner, klassiske villaer, århundreder gamle gader eller i boligkarreer og baggårde fra industrialismens barndom.

Ingen bør i dag sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af forstadshistorien, og det er derfor, jeg ikke tror, at Poul kan blive ved med at sælge historien som en “modfortælling”. Forstadshistorien er med store skridt på vej ind i forskningen, formidlingen og identitetspolitikken på linje med de andre ænder i andegården. Det er ikke mindst på grund af arbejdet herude. Og det vil jeg gerne ønske jer alle hjertelig til lykke med.

Læserne skal vide, at der er forskel på et byarkiv og et stadsarkiv. Et byarkiv indsamler historisk materiale fra private, dvs. foreninger, privatpersoner, virksomheder og politikere mv. Et stadsarkiv har som særlig opgave at indsamle og passe på kommunens arkiver og hjælpe med at finde dem frem til de borgere, der ønsker at se dem. I dag har Århus ikke et stadsarkiv. Kommunen klarer selv noget af opgaven, og resten er overdraget til Erhvervsarkivet, der er en del af det statslige arkivvæsen og egentlig har helt andre opgaver. Erhvervsarkivet og dets medarbejdere yder et stort arbejde, men midlerne er meget små.

Ser man bort fra Flemming Knudsen, er det især nogle af ildsjælene fra det frivillige arkivarbejde, der meget fortjenstfuldt har holdt liv i håbet om et stadsarkiv. Det er nemlig sådan, at der findes mere end tyve lokalhistoriske arkiver inden for Århus Kommune. De kan for fleres vedkommende føres tilbage til den opblomstring af lokalhistorisk interesse, der opstod efter indlemmelsen af de mange sognekommuner – nu forstæder – i Århus Kommune i 1970. Er det så ikke stadsarkiver? Nej, det er frivilligt drevne arkiver, der indsamler materiale fra deres eget lokalområde uden at være underlagt love eller andre krav fra det offentlige. At de så typisk vælger at følge nogle generelle standarder for registrering og opbevaring, er en anden sag.

Det synes, som om de frivillige arkivfolk og Flemming Knudsen er nervøse for, at et nyt stadsarkiv skal komme i vejen for de frivillige arkivers virksomhed. Det er sådan set forståeligt, og det bør da heller ikke ske. Kommunen har store fordele af de små arkivers arbejde, og den betaler meget lidt for det. Nærhedsprincippet skal gælde her, for kun de lokale ved, hvad der lokalt er vigtigt.

Jeg mener, at nervøsiteten er udtryk for en lidt for defensiv tilgang til sagen. Et stadsarkiv skal ikke tænkes som en afløser for det lokalhistoriske arkivarbejde, der foregår i dag. Det er ikke de sidste 25 års behov, der skal indhentes, det er fremtidens behov, der skal bestemmes.

Århus Stadsarkiv skal selvfølgelig i tæt samarbejde med den kommunale forvaltning tage vare på kommunens arkivalier og løbende sager. Elektronisk arkivering er et specialiseret område, som kræver den mest opdaterede viden. Mon ikke også det kommunale analysearbejde har taget spørgsmålet op, om ikke det er et juridisk for ikke at sige et demokratisk problem, hvis kommunens borgere har svært ved at få adgang til de akter, der handler om dem selv og deres politikeres gøren og laden?

Det er ikke her, der kan være forskellige opfattelser. Det kan der derimod, når det gælder offentlighedens brug af arkivet. Et arkiv skal selvfølgelig være attraktivt for de skatteydere, der betaler for det. Det er vigtigt, at et nyt stadsarkiv anviser nye veje til samarbejde med forskere og studerende. Aarhus Universitet har brug for et effektivt arkiv, der kan understøtte de studerendes oplæring, være praktikplads og eksperimentarium. Ikke kun for historikere, men for mange forskellige kulturfag, der har en historisk dimension.

Århus Stadsarkiv har store opgaver foran sig. Jeg tror ikke, offentligheden er klar over, hvor langt fremme lokalhistorien med udgangspunkt i Erhvervsarkivet var for nogle årtier siden. Det var det lokalhistoriske centrum i landet. I dag er den aktive indsamling forsømt. Store samlinger af fotografier, personhistoriske oplysninger, foreningsarkiver, politiske sager og erindringer bliver ikke ført videre. Der er ingen penge til det. Digitaliseringen er så langt bagud, at man næppe tror det.

Med det kommende Mediehus kommer der en platform for samarbejder om for eksempel digitale bøger og digitale historiske informationer. Nærheden til universitetets yderst innovative it-miljøer bør udnyttes, så Århus kan få et stadsarkiv, der bringer historien ud til folk på nye, vedkommende og appellerende måder.

Et nyt stadsarkiv i Århus må ikke tænkes som et svar på de forsømte år, men som et svar på fremtidens behov.

Statens Arkiver har været drivkraften i det omfattende arbejde, og en række foreninger og organisationer har bakket op. Succesen skyldtes flere ting. Arkivvæsenets folk har været dygtige til at samle kræfterne og drage fordel af den store genealogiske interesse, og udbredelsen af hjemmecomputere har understøttet projektet. Det har ikke alene været et folkeligt forankret projekt, for forskningen har på mange måder kunne høste viden og resultater af de mange indsamlede data. Mine studerende anvender materialet igen og igen.

En anden grund til succesen har vel også været, at det er blevet klart for enhver, at arkiverne ikke er for og om de få. Vi står alle nævnt derinde. Måske ikke lige os selv, men så vores forfædre. Vi kan følge slægters gang, og vi kan følge den store folkevandring fra land til by, som har formet det samfund, vi lever i.

Men er vi ikke kommet langt nok nu? OK, måske ikke lige nu, men så snart, for selvom man er kommet langt, er der stadig mange, mange protokoller med krøllede bogstaver og tal tilbage.

Er det et forskningsmæssigt fremskridt at blive ved med at renskrive navne i tusindtal? Jeg synes, man bør overveje at sadle om i nær fremtid. På Lomborgsk vis kan vi spørge, hvor vi får mest for indsatsen. Statens Arkiver rummer så meget andet materiale, der også kan forene personligt engagement, lokale kræfter og lokal identitet med en national strategi. Hvorfor ikke renskrive andre væsentlige og fortællende kildegrupper? Hvad med rådstueprotokollerne og tingbøgerne? Supplikprotokollerne og brevbøgerne?

Det er kvalitative kilder, Det er fortællinger, der kommer hele vejen rundt om menneskers eksistens i fortiden. Og navnestoffet er stort og af genealogisk interesse, så den store skare af indtastere vil ikke tørste. Det er også reflekterende kilder, der åbner for indsigt og fortolkning, og som skaber kontekst og sammenhæng i de historiske data. Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Et nyt kildeindtastningsprojekt vil skabe fremgang for lokalhistorien, for den reflekterende historie og for forskningen.

Torsdag 23. oktober var jeg inviteret til at indlede et seminar om ”ABM-samarbejde – hvor svært kan det være”, som Lokalhistorisk Netværk afholdt på Kunstmuseet Aros i Århus. Det var en kærkommen lejlighed til at gøre en kort status over de vigtige tiltag, der er sket på feltet. Jeg havde ikke så lang til, men jeg sagde bl.a. følgende.

Arkiver, museer og biblioteker kan på mange måder komme ud på ét, men de er altså tre, kan man sige. Her ligger hele sagen begravet, og det er det, vi skal tale om i dag. Når man kan sige, at de er ét, er det fordi, de alle har til opgave at samle kulturbærende frembringelser: genstande, tekster og bøger og stille dem til rådighed for befolkningen.

Når man kan sige, at de alligevel er tre, er det, fordi de af historiske årsager er blevet organiseret hver for sig, bor hver for sig og i mangt og meget også finansieres hver for sig. (Jens Topholm, der er stadsarkivar i Aalborg, fortalte på konferencen, at adskillelsen mellem institutionerne var særlig fastlåst i Danmark). Dybest set kan opdelingen føres helt tilbage til organiseringen af kongens kamre og beholdninger for adskillige hundrede år siden. Endnu for 20-25 år siden ville de færreste have troet, at der kunne ske opblødninger i grænsen mellem de tre typer institutioner, men der er sket en stor forandring. Og det går hurtigere og hurtigere.

Lad mig tage museerne først. Museer – i hvert fald den overvejende del af de kulturhistoriske museer – er struktureret efter to komponenter: Ting og sted. De samler ting fra bestemte steder efter bestemte kulturhistoriske principper. Men hvad sker der ved den sammenhæng, hvis en af komponenterne ændrer afgørende karakter, f.eks. “sted”. Jamen, det sker da heller ikke, kan I måske sige, men det gør det jo. Kommuner og amter bliver for eksempel nedlagt og erstattet af noget andet. Det har følgevirkninger langt ind på det kulturhistoriske område og berører forholdet til tingene, den anden komponent. For med kommunesammenlægninger sker der også museumssammenlægninger, eller der kommer i det mindste nye samarbejdsformer. Det har vi set ske.

Det betyder så, at tingene ændrer status, for den genstand, der tidligere havde fået tillagt bevaringsværdi i kraft af, at den var den eneste af sin art i den gamle kommune og dermed på det gamle museum, må nu se sig udfordret af fem tilsvarende genstande i den nye storkommune med den nye museumsorganisation. Altså kunne vi godt smide den ene af dem ud, men det gør vi nok ikke. Til gengæld vil man begynde at anlægge nye kriterier for fremtidige indsamlinger, der tager højde for den samlede bestand af genstande i den nye kommune. Det viser, hvor arbitrær selv et begreb som bevaringsværdi kan være. Og min pointe med det er, at når forbindelsen mellem den bevarede genstand og den bevarende institution viser sig at være en historisk konstruktion, er banen ved at være åben for at omtænke mange andre forhold.

Lad mig give et eksempel fra mit eget daglige arbejdsområde, som er byer. Byer kan jo defineres på mange måder fra det gamle administrative begreb købstæder til moderne netværksmodeller, hvor bydannelser anses for at være principielt grænseløse. De gamle købstæder fik hver deres museum i en bølge fra 1855-1920, i en borgerlig bestræbelse på at sammentømre en byidentitet efter et antikvarisk-borgerligt verdensbillede. Hvad så i dag? Mange – i hvert fald geografer – vil i dag hælde til at sige, at byer er samlinger af arbejdspladser, mere end de er samlinger af boliger. Vi bor ikke længere, hvor vi arbejder. Men hvad er så det lokale? Her ligger en meget stor udfordring gemt for alle lokalhistorikere. Hvis vores hjerte hælder til Berlin i ferierne, er Neues Museum så vores lokalmuseum?

Det kan også være modsat, at geograferne tager grundigt fejl, og at vores identitet stadig i langt højere grad er knyttet til vores bopæl, og der derfor stadig findes en hjemstavn. Sociologen Kirsten Simonsen har – som støtte for den tanke – analyseret moderne storbyliv og fundet, at byen ikke bør opfattes som noget, der findes i sig selv, og som udefra bestemmer grænserne for livsudfoldelsen. Byen er derimod en både konkret og mental verden, som det enkelte menneske konstruerer ud fra sine egne kropslige, sociale, materielle og symbolske erfaringer og ønsker. Byen er altså ikke, den skabes af dens mennesker hver eneste dag. Men selvfølgelig ikke fra grunden. Moderne bymennesker har en række grundfortællinger at trække på, når de skal give deres eget liv i byen dybde og perspektiv. Dem kalder Simonsen kronotyper. Den ene kronotype er ‘mobilitet og hastighed’, den anden er ‘sted og lokalsamfund’.

Disse grundfortællinger kommer fra litteraturen, medierne og private historier. Men også fra den kulturelle erindring – og dermed også fra historikerne og etnologerne. Simonsen retter en skarp kritik mod ‘lokalsamfundsfiguren’, der opfattes som en romantisk fortolkning af fortiden. Derved kritiseres både den etnologiske tradition og den moderne byplanlægning, som tager udgangspunkt i det nære liv omkring sluttede bykvarterer som forestillingen om det gode liv i byen. Folk sværger til begge fortællinger, de er både ‘mobilitet og hastighed’ og ‘sted og lokalsamfund’.

Med andre ord, lever moderne mennesker et grænseoverskridende liv. Det vidste vi jo sådan set godt. Og som kulturarbejdere indretter vi os efter det. Blandt andet med de digitale løsninger vi finder for vores kulturhistoriske formidling. For digitale medier er jo per definition grænseoverskridende. Det er muligt, at vi laver en hjemmeside henvendt til beboerne i Århus, men alle og enhver kan jo læse med. Og gør det. En lokalhistorisk hjemmeside scannes af folk fra andre segmenter end det lokale, kan man sige. Det kan være slægtshistorikeren fra et helt andet sted, der finder en personalhistorisk oplysning. Eller den skolehistorisk interesserede, der finder det, han søgte på Viborg-leksikonet på nettet.

Jeg synes, vi i dag skal diskutere, om det er rigtigt at sige, at digitale løsninger således har en tendens til at opløse det lokale?

De har også en tendens til at tømme vores læsesale! Bare spørg Statens Arkiver, der for 15 år siden fik et boom i besøgende, da de fremlagde mikroficher af kirkebøgerne og folketællingerne på læsesalene, men nu kan se det samme besøgstal dale i takt med, at de er så venlige at lægge det samme materiale på nettet.

Det er måske et sidespor, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at opfordre jer til at lægge pres på politikerne til i meget højere grad at medtænke digitale brugere, når der skal laves de forkætrede besøgsstatistikker og anden dokumentation af, hvordan omverdenen har besøgt vores kulturhistoriske institutioner. Så vidt jeg forstår, er bibliotekerne gået i gang med det for deres netbibliotekers vedkommende.

Digitale løsninger er også dyre. Det er traditionel virksomhedsdrift knyttet til institutioner selvfølgelig også, men digitale løsninger er tillige i vælten og nyder fremme fra statslige kulturpuljer, om det så gælder arkiver, museer eller biblioteker. Derfor – kunne jeg forestille mig – vil digitale projekter have en tendens til at blive bevilget til større institutioner, der kan stille en projektorganisation op og har råd til at undvære faste medarbejdere i perioder. Der er jo ofte de faste medarbejdere, der skal udgøre den nødvendige egenfinansiering af projekter.

Vil det betyde, at digitale projekter vil fremme centraliseringen af kulturhistoriske institutioner? Det vil tiden vise, og det er også et kulturpolitisk slagsmål, som jeg ikke skal komme ind på, men det er der, og det vil vokse i betydning.

Når jeg taler om digitale løsninger, er det selvfølgelig også, fordi ABM-samarbejdet i mangt og meget er digitalt. Jeg skal ikke komme meget ind på konkrete projekter; dels ved jeg ikke nok om det, dels er det emnet for flere foredrag i dag. Jeg vil nøjes med at sige, at digitalt ABM-samarbejde er i pagt med de tendenser, jeg har peget på: nye og mere flygtige identiteter, foranderlige administrative rammer og brugervenligheden.

Samkøring af registre! Det er det, det handler om. I mange andre sammenhænge et forkætret princip med fare for borgernes retssikkerhed, men inden for vores felt et ubetinget gode. Tænk på den nytte, vi og alle andre brugere vil få af, at museerne nu er ved at digitalisere deres kartoteker, at Nationalmuseet har lavet store databaser over deres samlinger og tillige fremlagt mange sagsoplysninger på Fund og Fortidsminder/Det Kulturhistoriske Centralregister, at bibliotekerne har oprettet bibliotek.dk, og at Statens Arkiver knokler med Daisy, samtidig med, at vi også har fået Danpa-databasen og alle Arkibas-databaserne. Det er intet mindre end fantastisk. Det er oplagt, at næste skridt går i retning af geokodning og yderligere integration af databaserne efter sted. Først der er vi kommet brugeren helt i møde. Men det et mål, der ligger langt ude i horisonten.

Som forsker vil jeg dog ikke undlade at rejse et enkelt advarselsflag. Det mest interessante materiale på eksempelvis et arkiv, fra forskerens synspunkt, er ofte det svært registrerbare. Det, der ligger i de kilometerlange rækker af journalsager på Rigsarkivet, regnskaberne på Erhvervsarkivet osv. De lader sig ikke registrere eller geokode. Men det er for godt til at blive glemt, når vi taler om tilgængeliggørelse.

ABM-samarbejdet skal være publikumsrettet, men helst også forskningsforberedende!

Med de ord vil jeg ønske jer alle en rigtig god dag!

Det er politikerne, der slår streger på kortet, angiver nye geografiske indretninger for danskernes liv og ophæver gamle skel. Men det er historikerne, der som de sidste forlader de gamle enheder!

Den nye kommunale inddeling af Danmark har nu været i kraft i et godt et år. Det ser ud til, at danskerne endnu engang har omstillet sig med lynets hast. Vel hører man endnu om administrative rutiner, der ikke er faldet på plads, sociale ydelser, der ikke er blevet koordineret, og offentlig service, der er kommet forringet ud af forandringen. Men i det store og hele har danskerne vist sig som en forandringsvillig befolkning.

For 38 år siden, i 1970, blev en lignende kommunalreform gennemført, om end den var planlagt gennem længere tid end den nye. Der er med andre ord lige netop en generations længde mellem de to reformer, hvilket i en historisk sammenhæng er svimlende hurtigt, når man tænker på, at nogle af de sognegrænser, der havde været forvaltningsmæssige hegnspæle indtil 1970, før da havde været gældende i århundreder som kirkelige og forvaltningsmæssige enheder og som bevidsthedsmæssige grænser.

Kommunalreformen i 1970 gav anledning til en fornyet interesse for lokalhistorie. Den var delvis båret af en følelse af tab; en overskuelig verden var gået under, måske var der også tanker om, at man for sent havde skønnet på den? Det kan være lidt svært at udrede årsagerne, for den fornyede interesse for lokalhistorie fik også næring af nogle andre forhold.

1970’erne var i det hele taget en ned-til-rødderne epoke, hvor man så noget godt, hvor mange i dag kun ser noget småt. De politiske strømninger favoriserede både lokalt demokrati og borgerinddragelse, og det talte for lokalhistorien og for en drejning af byhistorien. Det trak også i retning af lokalhistorie, at en række store og små grupper, som historieforskningen indtil da havde marginaliseret, nu blev trukket ind i varmen; den historiske interesse for kvinderne, børnene, arbejderne, foreningerne og de sociale bevægelser lod sig indfange gennem det lokalhistoriske prisme, måske var det ligefrem den bedste måde at skrive deres historie på, for i det lokalhistoriske arbejde var der plads og metode til at undersøge og inddrage de mange formelle og uformelle forhold, der tilsammen udgjorde det dominerende sociologiske system (det patriarkalske samfund) og det økonomiske system (industrisamfundet), som jo i bund og grund var det, det handlede om.

Kommunesammenlægningen gav ydermere en lejlighed til at sammenlægge lokalarkiver og professionalisere de største byers arkiver. Også det var med til at underbygge de nye historiske interesser. Men det gør det sandelig ikke nemmere at udrede, hvad der kom først: den nye administrative struktur, interessen for det civile samfunds historie, opmærksomheden mod hidtil oversete arkivtyper eller moderne lokalarkiver?

Men hvad så nu? Vil den nye forvaltning virke som en saltvandsindsprøjtning på den historiske interesse? På det formelle plan er der allerede sket store forandringer. Kommunalreformen hviler jo ikke på en isoleret samfundsanalyse, men på en almindelig opfattelse af fordelene ved decentralisering af opgaver til mellemstore enheder.

Det er samme filosofi, der ligger bag en række nyskabelser inden for det institutionelle Historie-Danmark, der under ét kan beskrives ved ordene sammenlægning og samarbejde. Jeg tænker på Museum Sønderjylland, de historiske institutter på universiteterne, arkiver og museer i nye storkommuner, nye samarbejdsorganer i det københavnske arkiv- og museumsmiljø blot for at nævne nogle af de mest iøjnefaldende.

Man kan ikke sige, at den historiske forskning endnu har taget særlig bestik af udviklingen. Det vil da ellers være oplagt at tage fat på det spørgsmål, som udviklingen råber ud for fuld kraft fra alle hjørner: Hvad er det moderne menneskes geografisk bestemte identitet? Og hvad er det for geografiske enheder, vi trækker ned over fortiden og forventer, at et moderne publikum kan finde mening i, måske endda se sig selv som en del af? Er det amtet? Næppe, men er det så hensigtsmæssigt, at der endnu findes historiske foreninger, der organiserer sig efter amtsgrænser? For slet ikke at tale om, at nogle stadig følger stiftsgrænserne!

Det lokalhistoriske arbejde kan se frem til store udfordringer, så meget er sikkert. Ved fornyelse og forandring må man udvise respekt for de folk, der gennem år og dag har lagt et stort arbejde inden for velkendte strukturer. Men det er stadig sådan, at det kræver fornyelse at fastholde det folkelige engagement i fortiden – det er historieskrivningens paradoks!