nov 16 2011
Velfærdsstatens materialle kulturarv
Organisationen Danske Arkiver holdt årsmøde forleden. Jeg var inviteret til at give keynote-foredraget, hvad jeg selvfølgelig var meget stolt af. Emnet var givet. Det skulle handle om ”velfærdsstatens materielle kulturarv”. Det er jo ikke så lidt. Det er en hel samfundsforms fysiske arv. Det er stort set hele det guddommelige skaberværk i en periode, som vi kan sige gik fra 1895-2012 eller måske 1915-1980.
Det blev til et foredrag om kulturmiljøer, kulturarv og arkivernes rolle i udpegningen og forvaltningen af det, der skal bevares for eftertiden. Fokus blev lagt på ”de store arvestykker” i byen: byarkituren, byens boliger, institutioner og produktionssteder – eller med andre ord igen: dens arkitektoniske typologier og fysiske miljøer. Jeg talte om, hvordan de nu nedlagte kulturmiljøråd havde grebet deres arbejde an, og jeg var kritisk over for den brede tilgang til, hvordan et helt miljø kunne ses som en afspejling af fortiden. I hvert fald, når det gælder byerne.
Byerne bør man se som et helt kulturmiljø for sig. Den fysiske ramme om en moderne livsform, nemlig det moderne byliv i sig selv. Selvom kulturmiljørådene mange steder har leveret fremragende beskrivelser af bevarede miljøer af historisk værdi i byerne, har det været svært at omsætte deres anbefalinger til planlægning. Det er tankevækkende, at kommercielle kræfter og ændrede arkitektoniske opfattelser har gjort mere for bevaringen af industrielle miljøer og gamle fabrikker i byerne end den samlede bestand af kulturforvaltere! Det er selvfølgelig også held.
Til gengæld har vi helt sikkert været med til at højne kvalitetsbevidstheden hos planlæggere, bygherrer og arkitekter, når det kommer til at fastholde historien i udslidte bygninger fra industri- og velfærdssamfundet.
Arkiverne var mange steder stærkt medvirkende til at få lavet kommuneatlasser. En bestræbelse, der løb ved siden af kulturmiljørådene. Kommuneatlasprojektet voksede frem i begyndelsen af 1990’erne på grundlag af den såkaldte SAVE-registrering (Survey of Architectural Values in the Environment) – og opererede med tre grundbegreber Den topografiske undersøgelse, Den historiske analyse og Den arkitektoniske iagttagelse. Hovedkræfterne bag atlasserne har aldrig lagt skjul på, at den arkitektoniske iagttagelse var den vigtigste, men helhedssynet var selvfølgelig også vigtigt.
I praksis er det i mange kommuner blevet til, at man kigger på de tal for bevaringsværdier, som kommuneatlasserne hæftede på alle bygninger. Men vel at mærke kun bygninger fra før 1940.
Mit foredrag gik lidt videre ind i de problemer, der knytter sig til de to former for værdisætning – miljø og arkitektur. Etnologen Thomas Højrup har plæderet for at tænke i mindesmærker eller tankesteder – Denkmäler – i stedet for; steder, der indbyder til eftertanke og historisk refleksion (i Carlberg og Christensen: Kulturmiljø – mellem forskning og politisk praksis, 2003). Det kunne være en vej rundt om problemerne.
En anden vej til at værdisætte byernes kulturarv var at tage et mere direkte afsæt i overvejelser om byrummet som et specifikt sted. Jeg greb her tilbage til en gennemgang af den stedsfænomenologi, jeg ved en tidligere lejlighed har sakset fra Frederik Stjernfelt (i bogen Den moderne by fra 2007). Den moderne by er præget af fremvæksten af en skov af private og halvprivate steder, som den før-moderne by ikke kendte til: butikker og specialværksteder, forsamlings- og foreningshuse, og andre samlingssteder, banker, offentlige anlæg – og altså langt fra kun fabrikker.
Kulturarvsstyrelsen kom vi også omkring. Det lader til, at styrelsen er lidt uafklaret på dette felt. Den opfordrer både til at anvende kulturmiljømetoden og kommuneatlastanken i byernes planlægning – men det er tydeligt, at det kan forbedres meget.
Det her er vigtigt at pointere, fordi kommunerne skal kortlægge og registrere kulturmiljøers og bygningers bevaringsværdier i de kommende kommuneplaner, der gælder fra 2013 og fire år frem.
Det er altså nu, vi skal i gang, hvis vi vil påvirke processen – og dermed direkte overføre vores viden til fremtidens by og dens mennesker. Måske skulle man lade arkiverne komme til? Måske skulle man tænke i andre måder til at fastholde en bygning eller et miljøs historie end ved bevaring og fredning alene?